Udviklingslære

424 ling; men han betragter det som en Misforstaaelse, saa- iremt man tror, at et Samfund paa et eller andet Tids- punkt i dets Historie er bygget saaledes, at alle dets enkelte Led stemmer nøje overens med hinanden. Paa den ene Side er nogle af Samfundsleddene Levninger af tidligei e Dannelser, mer eller mindre henvisnede og op- løste, paa den anden Side er der Led, som er i stærk Fremadskriden. Begrebet „Fremskridt" kan derfor kun anvendes paa en Samfunclsperiode indenfor meget relative Grænser, ti Varieringstilbøjeligheden udformer stedse Enkeltheder, der blander sig og veksler i deres Frem- træden. Uagtet Comte udtrykkelig underkendte den Fremgangs- maade at søge Forstaaelse af Samfundsudviklingen gen- nem Studiet af den Udvikling, som Menneskets Bevidst- hedsliv gennemløber, er dette dog blevet den mest be- nyttede Fremgangsmaade. Dette skyldes dels den tidligere omtalte biogenetiske Lov (S. 185), dels Spencers Virksomhed. At dette vilde ske, forudsaa allerede Miil. Skal „Lovene for Samfundsudviklingen nogensinde blive lige sla sikre som Tyngdeloven", saa at man ved deres Hjælp kan forudse, hvad der vil ske, saa „at Sociologien bliver for Politikeren, hvad Astronomien er for Styrmanden og fysiologien for Lægen", saa maa disse Love i hvert Til- fælde udledes fra Ejendommeligheder i Menneskets Natur, ti det er paa denne Samfundet hviler. Comtes blivende Fortjeneste er, at han stærkt har peget paa Sammenhængen i Samfundsudviklingen og derved banet Vejen for Sam- fundslærens Indordning som Led i den almindelige Ud- viklingsteori. Den store Sammenhæng i Naturen (Kap. 1) strækker sig til ogsaa at være en Sammenhæng mellem de enkelte Kulturperioder. Den energiske Maade, hvorpaa Spencer fastslog, at Samfundslivet styres af Livets al- mindelige Love ligesom Dyrelivet og Planteverdenen, førte til, at man ofte overdrev de Lighedspunkter, der er mellem Samfundet og Organismen, og derved banede man