Udviklingslære

430 et højere organiseret Samfundsliv. Sultan Muhamed II erklærede, at en Kvinde kunde gennemrejse hele hans Rige uden at blive forulæmpet; en saadan Kulturtilstand findes ikke nu i Tyrkiet. Hele Rækker af mægtige Riger og mægtige Kulturer er uddøde. Alt dette er en Kends- gærning, men det er ikke en Kendsgærning, der berettiger til den Slutning, at alle i Nutiden levende Naturfolk gennemgaar en Forfaldsperiode og tidligere har levet under højere Samfundsformer. Man kunde med ligesaa stor Ret slutte, at da mange Dyrearter er ved at uddø, og da mange er fuldstændig uddøde, saa befinder alle i Naturtilstanden levende Dyrearter sig i Forfald. Der findes uddøde Samfund, ligesom der findes uddøde Planter og Dyr; der findes i Menneskesamfundene mange rudi- mentære Sæder og Skikke, ligesom der findes mange rudimentære Organer i den organiske Verden, og der har været mange Kulturtilløb, der pludseligt er stansede og aldrig er fortsatte, ligesom der findes Planter og Dyre- arter, hvis Tilværelse er endt i en bestemt Jordperiode, knust under Kampen med andre Former. I diametral Modsætning til de Maistres Opfattelse staar den Antagelse, at Nutidens lavere Racer er over- levende Typer, der har modstaaet Tidernes Tryk og paa forskellige Trin har stanset deres Udvikling. Ved Studiet af dem kan vi derfor umiddelbart lære vore egne tidligere Samfundstilstande at kende. Heller ikke denne Opfattelse er helt igennem rigtig; ti kun i de store Træk kan Ud- viklingen have været fælles for Menneskeslægtens for- skellige Afdelinger; i Enkelthederne har den været uens- artet, og der er ingen Grund til at formode, at vore Forfædre nogensinde har haft netop de samme Skikke og Institutioner, som Niam-Niamnegrene i dette øjeblik be- sidder. Vore Skikke og Institutioner er ikke opstaaede af deres; disse kan derfor ikke betragtes som Typen paa vore „oprindelige" Tilstande. Imidlertid kan baade vore og og deres Institutioner vise tilbage til en fælles Oprindelse, det vil sige til en Tankegang, der er saa simpel og nød-