Udviklingslære

431 vendig, at den har paatrængt sig alle primitive Mennesker, og forsaavidt de omtalte Negre har fjærnet sig mindre fra det primitive Standpunkt, end vi har, kan deres Forhold kaste Lys over vore. Ved at søge tilbage til den største Tankesimpelhed og de mindst sammensatte Samfunds- former og ud fra dem forklare de mere sammensatte, gaar vi da frem paa samme Maade som Fysiologen, Zoologen, Botanikeren; vi følger en Fremgangsmaade, der paa saa mange andre Omraader har vist sig frugtbar, og vi vedligeholder Forbindelsen mellem Mennesket og den det omgivende Natur, idet vi overalt anvender samme Fortolkningsmaade. De videnskabelige Undersøgelsesrejser, der har gaaet gennem en Mængde af Jordens mest ukendte Egne, har forsynet os med et betydeligt Stof til Forstaaelse af Livet i simple, lidet differentierede Samfund. Den gode Regel, som Bastholm fastslog: „Stol paa paalidelige Rejsendes Beskrivelser, vær forsigtig overfor deres Forklaringer", gælder endnu og vil stedse vedblive at gælde. Som mange Naturforskere har haft Vanskelighed ved at skælne mellem det, de ser, og det, de slutter fra, hvad de ser, saaledes har mange Etnologer, Filologer og Folklorister haft Vanskelighed ved at skælne mellem, hvad de ved, og det, som de slutter fra, hvad de ved. I min Bog om „Aandslivet i det klassiske Kina“ har jeg suppleret Bastholms Regel med et Par andre, og da særligt den, at man ikke er berettiget til at antage Bevidsthedens ens- artede Vækst under uensartede Forhold. Men paa den anden Side maa det indrømmes, at selv om man tager enhversomhelst kritisk Forsigtighedsregel med Hensyn til de Slutninger, der drages fra lavtstaaende til højtstaaende Folkeslags Sæder og Skikke, saa bliver der dog tilbage adskillige Omraader, hvor det vil være umuligt at-benytte /V. Udviklingens ensartede Udgangspunkt. Som et af disse relative Udgangspunkter skal vi her fremdrage Totemismen, der nu (1899), takket være