Udviklingslære

438 derom er der blandt de Indfødte aldeles ingen Tvivl. Tilmed er det aldeles ligegyldigt, om de Kræfter, til hvilke man henvender sig, er levende eller døde, legem- lige eller sjælelige. Man udfører ligesaavel magiske Kunster for at faa rigelig Regn, rigelig Varme, som for at faa rigelig Frugt, Æg og Unger. Derimod er der til Ceremonierne ikke knyttet noget religiøst Bibegreb af et forventet Mirakel. Den Høsttid, som følger efter disse Ceremonier, opfattes ikke som Tegn paa, at en Gud vil godtgøre sin Tilværelse og sin Magt. Som Sædens Spiring er en naturlig Følge af Saaningen, saaledes er hos disse primitive Stammer Planters og Dyrs Frugtbar- hed en naturlig Følge af Intichiuma-Ceremonierne. Central-Australiens Traditioner og Skikke viser os nu følgende Udvikling. I Begyndelsen af Totemismens Opkomst var der i Kraft af personlige Egenskaber eller lokale Forhold indtraadt en vis Uensartethed i Stammens Levemaade, idet nogle med Forkærlighed jagede Kænguru, andre jagede Emu og saa videre. Kænguru-Jægeren nærer sig hovedsagelig af dette Dyr, ligesaa Emu-Jæger en. Enhver Jæger efterligner Dyrets Bevægelser, tillægger sig en Del af dets Vaner, gør sig — i hvert Tilfælde i sin Fantasi — til ét med Dyret. Kænguru-Jægeren bliver Kænguru eller Kænguru-Mand. Totemismen opstaaer da ved en for Stammen hensigtsmæssig Udformning af Kræfterne i forskellig Retning, støttet til en barnlig Fantasi. Jo snævrere Mennesket føler sig knyttet til sin Totemplante eller sit Totemdyr, jo mer han mener sig at være selve denne Plante eller dette Dyr, desto større bliver imidlertid Farerne ved denne Tankegang for Stammen som Helhed, ti det tilkommer da kun Kænguru-Klanen at jage og spise Kænguru, Emu-Klanen at jage og spise Emu. Stammens øvrige Klaner bliver derved forfordelte, idet deres Adgang til Nydelsen af vedkommende Nærings- middel begrænses. Dette maatte, efterhaanden som Tankegangen fæstnede sig, enten føre til en Sprængning af Stammen i isoleret levende Klaner, eller til en Ændring