Udviklingslære

437 ikke de bedste Stykker, saaledes ikke de fedeste Dele at Dyret. Disse er „Ekirinja", urørlige. Det er altsaa kun i Nødstilfælde, at en Kænguru-Mand dræber Kænguruen for selv at spise den. Imidlertid viser Stamme-Traditionerne paa aldeles utvivlsom Maade, at Forfædrene havde fuld Frihed til at jage og spise vedkommende Totem. Det vanskelige Spørgsmaal, om hvorledes Overgangen skete fra Spisningen af Totemdyret til Forbudet mod denne Spis- ning, er løst ved Baldwin Spencers og Gallens Under- søgelser af visse magiske Ceremonier, der genfindes hos alle Central-Australiens Totemstammer. Ceremonierne, ,Jntichiwma“, skal, naar vedkommende Totem er en Plante eller et Dyr, sikre dennes Frugtbarhed; de holdes dels i den tørre Aarstid, dels i Regnperioden. Efter denne sidste Periode optræder Livet med en utrolig Rigdom; uhyre Strækninger, der i Maaneder har henligget som en Ørken uden noget Tegn paa Liv, fyldes med et Mylder af Dyr og Planter, hvilket skyldes Udøvelsen af Intichiuma. Denne varierer i Enkelthederne efter de for- skellige Totemer, men er i sit Væsen ens overalt. Mændene af en bestemt Insekt-Totem — Dyrets Larver betragtes som Lækkerbid — samles paa den bestemte Tid i en Hule, hvor der ligger en stor Kvartsit Sten, omgivet af en Mængde smaa. Den store Sten forestiller det voksne Insekt, de smaa Æggene; man pisker løs paa den store Sten, idet man i en Sang opfordrer Dyret til at gaa hen og lægge Æg. Derpaa tager Høvdingen en af de smaa Sten og dunker hver enkelt paa Maven med den, samtidig med at han siger: „Du har spist megen Mad“. Man gaar derpaa ud af Hulen og hen til en stor Klippe, hvor en af Stammens tidligere Høvdinge siges at have kogt og spist Insektet. Paa denne Klippe be- gynder nu Høvdingen at tærske løs, medens Stammens ældste Mænd atter opfordrer Dyret til at lægge mange Æg. Frazer bemærker, at denne Ceremoni er af magisk Art, derimod har den intet at gøre med Religion. Naar Ceremonien er udført rigtigt, saa indtræder Virkningen,