Udviklingslære

436 Australiens indfødte Stammer har bevaret deres vilde Liv, medens England har anlagt Universiteter i deres Nærhed og indsat Embedsmænd til at vaage over, at Stammerne ikke forulæmpes, har ført til en langt simplere og klarere Forstaaelse af Totemismen og givet os et helt nyt Ind- blik i visse primitive Samfundsformer. Saaledes som vi nu kender Totemismen fra Central- Australien, viser den sig at være et magisk System, der skal sikre Mennesket rigelig Næring af alle de Natur- genstande, som kan bidrage dertil. Til denne Fortolkning, der er givet af Frazer, slutter Baldwin Spencer sig i et Brev af 20/10 1898; han gør i dette tillige opmærksom paa, at Totemismen optræder særlig stærkt i Egne, hvor der kun er faa Næringsmidler. Totemismen er et Udslag af Selvopholdelsesdriften og mangelfuld Naturkundskab; man kan med fuld saa megen Ret opfatte den som Grundlaget for eksperimentel Naturvidenskab, som man kan opfatte den som Grundlag for Samfundsdannelse eller Religion. Men den fører med Nødvendighed til en pri- mitiv Arbejdets Deling og derigennem til Samfunds- dannelse. De central-australske Stammer hører til de lavest- staaende af alle nulevende Stammer; men de er ikke „vilde“ i Ordets egentlige og strænge Betydning. De har gennemlevet en fremadskridende Udvikling, hvilket er- faringsmæssigt godtgøres af Uoverensstemmelsen mellem deres Levemaade og deres Traditioner. Traditionen blandt Stammerne viser med tilstrækkelig Tydelighed, at de ovenfor anførte to Grundregler for Totemismen ikke altid har været knyttede til den, og Stammernes Levemaade viser, at Reglerne endnu ikke har vundet ubetinget Hævd. Den Regel, at man ikke maa spise eller ødelægge sit Totemdyr eller sin 1 otemplante, følges i de øvrige Ver- densdele, hvor Totemismen forekommer, men ikke i Cen- tral-Australien. Dog nærmer man sig her til Regien, idet man er meget nøjsom i Nydelsen af vedkommende Totem; man spiser den kun, naar Sulten tvinger dertil, og spiser