Udviklingslære

39 følgelig hurtigere gaa til Grunde, hvis alt øvrigt ellers er ens. Lad os tænke en Plante, der spirer frem under de bedste klimatiske Forhold og under de bedste Jordbunds- forhold uden at være besværet af nogen Naboplante. Den har en Endeknop, Topskudet, og en Del Sideknopper. Saafremt nu Ende- og Sideknopperne fik lige meget Sol, vilde Grene og Blade antage Form af en halvkugleformet Krone. Imidlertid faar Topskudene mere Lys end Side- knopperne, saa at Kronen ikke bliver halvkugleformet, men mer eller mindre kegleformet efter Selvbeskygningens Styrke. Er Træet stærkt skyggetaalende, vil det beholde denne Form, saaledes som Tilfældet er med Granen, i modsat Fald kan de øverste Grene tage Lyset fra de nedre, disse gaar ud, og der danner sig Forskel paa Stamme og Krone. Tænker vi os endvidere dette frit- staaende Træ bærende modne Frugter, der falder af, da vil der ved Selvsaaning fremkomme en Del Spirer omkring Træet. De af Spirerne, der staar i Træets Skygge, vil af dette blive berøvet Lyset, der nødvendigt maa være til Stede, for at de kan udvikles kraftigt. Derimod vil de Spirer, der staar udenfor Modertræets Skygge, vokse og efterhaanden blive til Træer. Vaupell drager da af dette Forhold to Slutninger: 1. Ethvert Træ har Tilbøjelighed til at danne Skov, 2. et- hvert Modertræ kvæler den Del af Afkommet, der staar under dets egen Skygge. I den omkring Træet opstaaede Ungskov er Lysforholdene imidlertid bleven mere ind- viklede. Medens vi ved det fritstaaende Træ kun havde at tage Hensyn til Selvbeskygningen, faar vi nu tillige at gøre med den indbyrdes Beskygning. Træerne i Skov- brynet vil frit kunne udvikle Grenene ud imod Marken, men Sidegrenene indad beskygges af Løvtaget og hæmmes i deres Vækst. Træerne, der staar inde i Bestanden, vil hurtigt miste Sidegrenene og tvinges til at vokse i Højden; de bliver højstammede. Resultatet er altsaa, at Træerne ifølge Beskygningsforholdene forandrer Form, og at de enkelte Træer i Bestanden bliver uensartet byggede.