Udviklingslære

444 tidligere var muligt, siges, at Selvopholdelsen er den over- alt herskende Grunddrift, paa den opbygges ikke blot den individuelle Kultur, men ogsaa den sociale. Kun det, der træder i Forhold til Jeget, vækker Eftertanken, og denne Eftertanke fortsætter sig paa primitive Trin ikke ud ovei dette Forhold. Fra alle Verdensdele, hvor der endnu findes „Naturmennesker", kommer samstemmende Efterretninger om den Blodtørst, med hvilken disse Men- nesker jager; de dræber Vildtet ganske uden Hensyn til, om de i øjeblikket kan udnytte det, og ligeledes uden Hensyn til, om Vildtbestanden aftager. Men i Egne, der er fattige paa Næringsmidler og isolerede, tvinges Men- nesket af selve Naturforholdene dels til at økonomisere ved at stanse det formaalsløse Myrderi, dels til at drage Omsorg for Formeringen ved Hjælp af de Midler, der opfattes som tilstrækkelige. Disse to Fremskridt har vi repræsenteret ved Totemismen hos Central-Australiens Stammer; hos andre paa Totem-Standpunktet staaende Folk er Fremskridtene ført videre i Kraft af andre til- trædende Udviklingsbetingelser. Menneskets Samfunds- instinkt er ikke en Videreførelse af Instinktet hos de Dyr, hvor Samfundsudviklingen er højest; vi er begyndt længere nede, og takket være vor lidet specialiserede Legemsbygning har Mennesket kunnet udvikle sig sammen med Udviklingen af dets Samfundsliv. Man har ikke sjældent rejst Spørgsmaalet, om Frem- skridtet er en Naturnødvendighed eller ej. Condorcet. A. Comte og andre, der i Intelligensen saä den egentlige Gi undbetingelse for alt Fremskridt, maatte nødvendigvis besvare Spørgsmaalet bekræftende. Af deres Modstandere besvatedes det benægtende, og denne Benægtelse er i vor Tid paany søgt begrundet af Weismannianerne. En af denne Retnings Hovedforfattere (B. Kidd) nægter rent ud Fremskridtets Nødvendighed, forsaavidt denne Nødvendig- hed skal søges i selve .Menneskets Natur. Han mener, at hvis Mennesket var overladt til sig selv, vilde det ikke besidde nogen medfødt Tilbøjelighed til Fremskridt; hvis