Udviklingslære

449 stiftes, og dets Magt vedbliver at bestaa, indtil Folkets mili- tære Egenskaber er forsvundne, eller indtil disse Egenskaber har naaet en endnu større Udformning, ved at et større Geni er opstaaet hos et af Nabofolkene. I sin Bog: „Negren som Soldat" siger Lord Wolseley: „Hos ethvert Negerfolk, hvor en stor Lovgiver er opstaaet, fremkom en mægtig Hær og en betydelig militær Aand, saa at Folket er gaaet frem, indtil dets nationale Eksistens er blevet ødelagt af et endnu stærkere Folk.“ Dette er Reglen ikke blot blandt Negrene, men overalt. Utallige er de Riger, der er opstaaede og atter gaaede til Grunde; vi kender intet til dem og vil aldrig lære dem at kende; ofte skabtes de af en enkelt Mand og opløstes ved hans Død, ti det er netop en af Ejendommelig- hederne ved Militarismen, at den kan organisere et Sam- fund, men Organisationens Holdbarhed staar og falder med Tilstedeværelsen af et fremragende Talent. Er saa- danne Talenter tilstede i længere Tidsrum, da kan de sociale Egenskaber, der følger med Militarismen, rodfæste sig i Folkekarakteren, i modsat Fald gaar de til Grunde, saa vi atter her staar ved et Vidnesbyrd om den Betyd- ning, som heldige Variationer har for Udviklingen. Den militære Samfundsorganisation er en Følge af den natur- lige Udvikling; det Folk, der viste størst Tilbøjelighed til Organisation, fik en Fordel fremfor de omboende, og det voksede, fordi det var det stærkeste; dets Magt beroede paa Styrke i Kampen, dets Forfald paa Svaghed. Naar Spencer mener, at det vilde Mennneske gaar over til Samfunds Lydighed gennem' Erfaring om den forøgede Tilfredsstillelse, som denne medfører, da er dette kun delvis rigtigt; ti Samfundet maa dog eksistere, før nogen kan gøre Erfaring om Organisationens Fortrin for mang- lende Organisation. Samfundet er saavel i sin økonomiske (Totemismen) som i sin militære Oprindelse fremgaaet af Kræfter, der ikke styredes af Fornuften. Herom er i Virkeligheden alle enige; de rationalistiske Forfatteres (Condorcet, Comte) Opfattelse er vegen for de evolu- Udviklingslære. 29