Udviklingslære

448 social Værdi og uden økonomisk Betydning. Derimod har Krigen netop mistet sit individuelle Præg, den er bleven mer og mer social og benyttes endnu ved Udlig- ning af socialt og økonomisk Mellemværende mellem Folkene. Krigen har været privat, den har været Familie- krig, Stammekrig, er Nationalkrig og gaar formentlig engang over til at rejse Verdensdel mod Verdensdel eller dog Race mod Race. Tarde har imidlertid Ret, naar han betragter Krigen som en Erindring, der er bleven til Fordom, og mener, at selv i det mindst civiliserede Samfund vilde Krig aldrig være opstaaet, hvis den fra først af havde været absurd. „Dens Porrykthed er steget med dens Proportioner"; men har den engang været en Nødvendighed, da har den ogsaa været berettiget. Desuagtet mener han, at Men- neskeslægtens Fremskridt havde været muligt uden Krig, og skiller sig derved saavel fra dem, der opfatter Krigen som et oprindelig nødvendigt Middel til at bringe Fremskridtet i Stand men tillige mener, at den paa højere Udviklingstrin skal erstattes med andre Kamp- eller Allianceformer (Novicow), som fra dem, der i Krigen ser noget, der ikke blot altid har været nødvendigt, men som stedse vil vedblive at være det (Joseph de Maistre, Prou- don, G. le Bon). Absurd kan Krigen ikke siges oprindelig at have været; dette ses bedst af dens samfundsdannende Betyd- ning; ikke engang Totemismens Forsøg paa at paavirke Dyrs og Planters Frugtbarhed kan socialt set kaldes ab- surd, da den har givet Anledning til Samfundsudvikling. Det mest iøjnefaldende Træk selv hos de mest primitive Horder eller Bander er det militære. Overalt optræder Manden som Kriger; en væsentlig Del af hans Gærning er Krig mod Nabostammerne, og denne Gærning stiller Fordringer til hans Lydighed og hans Pligtopfyldelse. Hvergang der optræder en enkelt Mand, der forstaar at disciplinere sine Stammefæller, tiltager Stammens Magt, dens Herredømme over Nabostammerne forøges; et Rige