Udviklingslære

447 Kulturbestræbelser, der stansede paa et vist Punkt, af Interesser og Livssyn, der forblev golde. Af disse skib- brudne Kulturer ødelagdes kun de færreste som Følge af deres egen urimelige Meningsløshed, ti i den Retning kan selv det utroligste vegetere i Aartusinder; de gik til Grunde som Følge af Krigen. Overalt, hvor vi finder Mennesker, finder vi dem i indbyrdes Konflikt; Verdensdel og Tidsalder spiller i denne Henseende ingen Rolle. Haard kan Kampen være overalt, hvor to Bander eller Horder træffer sammen, men haardest er den, hvor to Arter eller Racer møder hinanden. Nogle Forfattere mener, at det er Jagten, der har indgivet Mennesket Tanken om Krig, og begrunder det med Henvisning til Menneskets isolerede Liv midt i en vild Dyreverden (Tarde). Denne Forklaring er imidlertid for enkel; ti paa ligesaa mange Maader Individets Selv- opholdelse trues, ligesaa mange Motiver har det til Kamp. Under Livet midt i en vild Dyreverden er Men- nesket snart den jagende, snart den jagede; under disse Forhold bliver det ligesaa selvfølgeligt for to Mennesker at slaas indbyrdes, som det er for to sultne Hunde at slaas om et Kødben eller for to Hanløver at slaas om Hunnen. Der er oprindelig ingen Forskel paa Krigen og Jagten, den ene af disse er ikke udsprungen af den anden, men begge er differentierede Former af samme Grundtilbøjelighed. Selv om man med Tarde opkastede Spørgsmaalet, om det ikke var et Delirium eller en for- bryderisk Vildfarelse fra Naturens Side, at der er opstaaet Rovdyr blandt Pattedyrene, blandt Fuglene, blandt Fiskene, blandt de lavere Dyr, og selv om man besvarede Spørgs- maalet bekræftende, vilde man alligevel blive henvist til de Instinkter, der i Almindelighed opfattes som unaturlige og grusomme. Ti Kampen, Jagten, Forfølgelsen fore- kommer ogsaa udenfor de egentlige Rovdyrs snævrere Kres. Men omend Jagten og Krigen har en fælles Op- rindelse, saa er deres sociale Følger forskellige; ti Jagten er individuel; den er bleven en Fritidsbeskæftigelse uden