Udviklingslære

454 sig selv, og „denne Religions hellige Skrift er hele Ver- dens heroiske Litteratur, dens Dyrkere hele Menneske- slægten. I vore Hjærters Hjærte føler vi det som den højeste Dyd“. Kærlighed er et fortræffeligt Handlings- motiv, hvor Menneske staar overfor Menneske; men i Menneskets Forhold til andre Kræfter i Universet udretter den intet — men selv der kan vi stole paa Modet. Ogsaa den fremspirende Religion havde den Opgave at sikre Menneskets materielle Lykke; alle primitive Sam fund er beskæftigede med Uddannelsen af lykkebringende Ceremonier, der skal gavne det Menneske eller den Stamme, der overholder dem; ganske vist staar disse Ceremonier i et langt snævrere Forhold til Stammens politiske økonomi og dens Naturvidenskab end til det, vi forstaar ved Religion; men denne kan udvikle sig af dem. Heller ikke paa dette Omraade er Fornuften gaaet i Spidsen ved Samfundsorganisationens Uddannelse, men her som overalt træder den senere til som regulerende og viderebyggende. Stammer, der ikke er komne saa langt i Kultur, at de forstaar Grundbetingelserne for For- plantningen, ja end ikke de groveste Træk af disse, for- staar naturligvis heller ikke Grundbetingelserne for Livet. Forskellen paa Liv og Død kender de lige saa lidt som Forskellen paa Natur og Aand, og denne manglende Forstaaelse faar social Betydning. Livet er det givne, det sikre; Udgangspunktet, at man maa gøre noget for at opholde Livet, er ligesaa sikkert og givet et Udgangs- punkt, men Sikkerheden er instinktmæssig. Fra dette Udgangspunkt har der aabnet sig mange Veje frem, og det turde være umuligt at sige, hvilken der har været Hoved- vejen. Det kan være, at Spencer har Ret, naar han viser hen til den Betydning, som Drømme og Dødsfænomener har haft paa at danne Begrebet om en fra Legemet for- skellig Sjæl; det kan være, at Jules Baissac har Ret, naar han lader dette Begreb være knyttet til Forplant- ningsfænomenet, eller at Bagehot har Ret, naar han lader