Udviklingslære

455 det være knyttet til Iagttagelsen af de Forandringer, som foregaar i Naturen i Kraft af Aarstiderne eller andre Forhold; men alle er enige om, at Frem- komsten af bestemte Ceremonier og Skikke, hvis Iagt- tagelse antages at bringe Held, og hvis Tilsidesættelse bringer Uheld, har knyttet de enkelte Mennesker stærkt sammen og i høj Grad har isoleret de sammenknyttede Grupper, saa de stod uensartet, fremmed overfor hin- anden og betragtede sig som hinanden uvedkommende. B. Kidd, der mener, at Religionen har været det funda- mentale Træk ved Samfundsdannelsen, betoner meget stærkt, at den ligesom Militarismen er af instinktmæssig Natur og ikke noget Forstandsprodukt, men at tværtimod de religiøse Fænomener indvikler Mennesket i en uaf- ladelig og bitter Kamp, i hvilken Modstanderen er Men- neskets egen Fornuft. En Fornuftreligion er følgelig en Umulighed, hvormeget den end tilstræbes; ti ingen Tros- form kan virke som Religion, medmindre den yder In- dividets sociale Opførsel en Sanktion af ikke-fornuft- mæssig Natur. Det er særligt i Tilfælde, hvor Individets Interesser strider mod Samfundets og maa underordnes Samfundet af Hensyn til Racens Udvikling, at den religiøse Sanktion har været benyttet som Bindemiddel i Samfundsbygningen. De uciviliserede Folkeslags Cere- monier, Skikke og lignende er i høj Grad uddannede under Hensynet til en Kraft, der er overnaturlig; ogsaa de højere Religioner stiller Fordringer til Individets sociale Optræden og begrunder disse Fordringer ved Troen paa noget overnaturligt; Sanktionen, som de byder, ligger altid udenfor Menneskets Fornuft, ja, fornuftmæssig For- klaring afvises ligefrem af Kirken, der hævder, at de væ- sentligste Dogmer skal „tros", og at Ret og Uret er Ret og Uret simpelthen i Kraft af guddommelig Viljestilkende- givelse. Det er den samme Tanke, som W. S. Lilly har udtrykt paa anden Maade: „en Religion baner sig ikke Vej ved Argument, men ved en Appel til funda- mentale aandelige (!) Instinkter hos Mennesket", og som