Udviklingslære

456 Lecky har godkendt ved at sige: „alle Religioner, der har styret Menneskeslægten, har gjort det ved at tale til Hjærtet." Af samme Grund har alle Bestræbelser for at vedligeholde Religionen men gaa udenom Miraklet vist sig frugtesløse. En forstandsmæssig Tro udøver ingen religiøs Funktion; derfor tager de dogmatiske Kirker stadig Massen af Befolkningen og de udogmatiske Sekter kun et Mindretal. Dette Trosmoment, der danner et uundgaaeligt Komplement til Fornuften, er efter B. Kidds Mening bestemt til at vokse med Samfundets Vækst og udvikle sig med dets Udvikling. Kraftigere kan man næppe udtrykke sin Overbevisning om Religionens grund- læggende sociale Betydning. Man har anvendt den religiøse Sanktion som Støtte for en Mængde politiske og sociale Institutioner. Re- ligionens fanatiserende Indflydelse paa Masserne har spillet en mægtig Rolle i Folkeslagenes ydre og indre Kampe. De højere Religioner arbejder paa engang med to saa dybe Følelser som Frygt og Haab, og alle Forsøg paa at begrænse deres Virkemidler til den ene af disse er faldne magtesløse til Jorden. Dette skyldes i første Række den Omstændighed, at de kulturelle Fremskridt har skabt en Mængde Tarv uden at yde Menneskene Midler til at tilfredsstille dem; kun et Samfund, der ydede de enkelte Medlemmer Midler til at tilfredsstille deres Tarv, er i Stand til at sprænge Haabet bort fra Religionen og begrænse denne til det Herredømme over Frygten, som den be- sidder hos de uciviliserede Folkeslag, og som danner dens naturlige Operationsfelt. Paa dette Operationsfelt var det, den fra først af optraadte som et socialt Ud- viklingselement, idet den skabte et stærkt Fællesskab i Interesser og knyttede Menneskene til Sider af Naturen, hvilke den fremspirende Forstand ikke kunde forklare sig. „Religionen forandrer ikke Menneskets Bevidsthedsliv, men den samler alle Evner til et eneste Maal: Troens Sejr over Vantroen, og alene derved bliver dens Magt over- ordentlig" (G. le Bon). I de store Trosperioder er ad-