Udviklingslære

457 skillige store Stater grundlagte. Det religiøse Udviklings- trin bliver i denne Henseende ligegyldigt; Moloch har haft samme sociale Betydning som Allah, hvilket atter viser Fornuftens relativt ringe Betydning for de religiøse Fænomener. Der findes i Naturen ikke meget, som et primitivt Menneske kan forklare sig; en glidende Skygge, en pludselig Bevægelse eller Raslen er for ham Tegn paa et levende Væsens Nærværelse. En pludselig Lyd gør et- hvert Dyr opmærksomt og fremkalder Reaktioner, der er nøjagtigt de samme som de, der fremkaldes, naar Dyret pludselig faar øje paa et mistænkeligt Dyr at en anden Art. Men de Aander eller Væsner, som Menneskene tror at spore bag Naturfænomenerne, er netop Væsner af en mis- tænkelig Art, tilhørende en fremmed Stamme. Krigen er gaaet forud for den udprægede Aandetro, og Fi edsslut ningen forud for den egentlige Aandedyrkelse. Bevægelse og Lyd er overalt Kendetegn paa Liv; dette Kendetegn benyttes ikke blot af Dyr og Mennesker, men ligesaavel af Aanderne. Vil man være i Fred tor disse, søigsi man for ikke at vække deres Opmærksomhed, hvilket paa et lidt mere fremskredent Trin sker ved ikke at afvige fra de Ceremonier og Skikke, som de er berettigede til at fordre. Saavel Frygt som Mod virker Myte-dannende; den døde Natur er for Mennesket noget uforanderligt og ligegyldigt; kun hos det levende Væsen findel det aktiv Kraft, og denne Kraft søger det instinktmæssigt at undgaa, med mindre et vanemæssigt Forhold er indtraadt; hvor dette ikke er Tilfældet, hvor „Aanderne“ opfattes som farlige, der griber Mennesket instinktmæssig til de samme Sikkerhedsregler, som dets Omgivelser anvender. At Aanderne er Mennesker eller har været Mennesker, derom hersker en lykkelig Overensstemmelse blandt alle lavtstaaende Folk. Hos de ovenfor omtalte central- avstralske Stammer er det afdøde Mennesker, der be- virker Menneskenes Formering, afdøde Kænguruer, der bevirker Kænguruernes. J. G. Miiller tandt Sjæledyrkelsen