Udviklingslære

460 Traditionsarven; den skaber Ret og Moral, men den rummer i sig ingen Samfundsspire, saaledes som Kampen for Næringsmidlerne, Krigen og Religionen gør. Efterligning skaber monotone Samfund, og jo mere ensartede Skikke og Meninger bliver i et Samfund, desto mer stiger Forfølgelseslysten overfor dem, der bryder Ensformigheden; da Ensartetheden bestaar i Sam- fundet, mener man, at Samfundet bestaar ved Ensartet- heden. Ændringer i det tilvante opfattes følgelig ikke som frugtbringende Fornyelser, men som Farer og vil derfor, naar Samfundsbevidstheden har naaet et lidt mere fremskredent Trin, føre til Ængstelse og Forfølgelse. Det er atter her Frygtfølelsen, der griber ind og frembringer Samfundsforhold, der er besynderlige og lidet fornuft- mæssige. Jo oftere et Menneske, har handlet paa en bestemt Maade, desto større er hans Tilbøjelighed til at faa andre til at handle paa samme Maade, og drejer det sig om en Samfundsvane, bliver Tilbøjeligheden meget stor. En saadan Samfundsvane faar tillige en halv overnaturlig Sanktion, og hele Stammen bliver overbevist om, at et Brud paa Sædvanen vil medføre Ulykke ikke blot for den, der begaar Bruddet, men for Stammen som Helhed. Folket straffes for enkelte Individers Forseelse, og Udviklingen løber for en saadan Stamme fast paa en Maade, saa næsten ingen yderligere Tillæmpelse er mulig. Og dog er der i Stammens Liv Stof nok til Konflikt, selv hvor Konkurrencen om Næringsmidlerne ikke er stor. Ti dens Tro grunder sig paa Tilfældighed, nogle Genstande er lykkelige, andre ulykkelige; alt, der sker, varsler Held eller Uheld, men en Religion fuld af Varsler vil være en stadig Fare for Stammens militære Aand. Næppe har altsaa de grundlæggende Kræfter be- gyndt at danne Samfundet, før Konflikten mellem dem begynder; men Konflikten fører til fornyet Koncentration, hvad enten den ene af disse Kræfter sejrer, eller de as- socierer sig til Fordel for fælles Formaal. Som ovenfor berørt skader imidlertid Koncentrationen