Udviklingslære

461 Tillæmpelsesdygtigheden og dermed Individernes Særpræg. Hos os er det Individet selv, der er ansvarligt for sin Misgærning, i Kina er det Individet, hans Familie og Distriktets Embedsmænd, hos primitive Folkeslag er det Stammen. Stammen kan derfor ikke finde sig i, at den enkelte afviger fra Stammcvedtægter, hvilket praktisk set vil sige, at Efterlignelsesinstinktet styrkes og forsvares af Forfølgelseslysten, af den naturlige Hang til Grusomhed. De ny Forhold, som Livet kan medføre, presses ind i de gamle Former; Forandringen bliver altid saa lille som mulig; Sindene bliver paa de gamle, banede Veje og stritter imod ved hvert Forsøg paa at kaste dem ind paa ny. Disse Veje er nødvendigvis forskellige, fordi Kampen for Tilværelsen føres under meget uensartede Forhold, og derved lægges Grunden til den uensartede Nationalkarakter, maaske for en Del ogsaa til det uens- artede Racepræg. Det første Skridt ved Samfundsdannelsen er derfor ikke det vanskeligste, ti det foregaar som Følge af In- stinkternes Herredømme over de andre Sider af Bevidst- hedslivet. Det næste Skridt er vanskeligere: Bruddet med Instinkterne, Frigørelsen fra Stammens faste Love, Opløsningen af de Vaner, med hvilke Stammen har om- gærdet sig. Ethvert Fremskridt fordrer et saadant Brud, og efter Bruddenes Hyppighed deles Meneskeracerne i to Grupper: de aktive Racer og de passive. Grænsen mellem de to Grupper er dog flydende; helt passiv har ingen nulevende Race været; helt aktiv vil aldrig nogen blive. Kun hvor det aktive Element forekommer, kan den sociale Udvælgelse foregaa og Fremskridtet finde Sted; paa jo flere Omraader den lokale og fuldstændige Tilpas- ning foregaar, desto stærkere bliver Racens passive Præg. Paavisningen af forholdet mellem den aktive og den passive Tilbøjelighed vil altid være en sociologisk Hoved- vanskelighed, fordi den maa fordre en Udredning af Samspillet mellem Grundkræfter og Tilfældigheder. Mange er tilbøjelige til at tro paa Fremskridtet som den universelle