Udviklingslære

462 Tilstand; de mener, at det er Mangel paa Fremskridt, der trænger til Forklaring; men Forklaringen af Aktiviteten og Passiviteten gaar Haand i Haand. Troen paa et uundgaaeligt Fremskridt og de deraf følgende Bestræbelser for at virkeliggøre det er tilmed den mindst udbredte; den findes ikke hos primitive og barbariske Folk; den findes ikke hos de asiatiske Folk, den fandtes ikke under de antike Civilisationer, og der kan være Spørgsmaal om, i hvilken Grad den er trængt ned i de moderne Staters Befolkningslag. Det kan ved første Øjekast synes, som om Variationstilbøjeligheden maa bringe evig Uro overalt; men hvor den ikke er erkendt som et Samfundsgode, vil den hurtigt blive kvalt af den nedarvede Stammetradition, naar den viser sig hos Stam- mens menige Mand, og viser den sig hos Høvdingen eller andre indflydelsesrige Personer, er disse stærkt inter- esserede i selv at holde den nede af Hensyn til den Stammetradition, paa hvilken deres egen Indflydelse hviler. Politiken er i sin Oprindelse mere konservativ end frem- skridtsvenlig. Dertil kommer, at Variationstilbøjeligheden er stærkere med Hensyn til manuelle Færdigheder end med Hensyn til de dybere liggende Karaktertilbøjeligheder. Stærk Sult kan drive selv det fredeligste Menneske til Menneskeæden, endog det sidste Tiaar har ikke faa Eksempler herpaa blandt skibbrudne Søfolk; en stærk Sorg kan drive et irreligiøst Menneske tilbage til Re- ligionen. Ogsaa de primitive Folks Uskikkethed til at tænke gør dem passive. Jo mindre kritisk Sans, desto større Lettroenhed, desto lettere ser man i det enkelte Tilfælde noget almengyldigt, og desto mindre forudseende bliver man. Men Uskikketheden til at forudse fjærnere Følger af Handlingerne nøder enhver til at blive staaende paa et lavere Trin; Fremskridtet beror paa Fremtidsinter- esser; udvikles disse ikke, da kommer heller intet Frem- skridt i Stand. Pascal siger, at mange af Livets Ulykker stammer fra, at Mennesket er ude af Stand til at sidde stille i et