Udviklingslære

463 Værelse. Selv om vi tager denne Udtalelse ganske bog- stavelig, er den til en vis Grad rigtig; ti Civilisationen har næppe gjort Menneskene lykkeligere, den har gjort dem mere uensartede, gjort deres Liv rigere, men den har skabt ligesaa megen Utilfredshed som Tilfredshed. Med Civilisationen stiger Uensartetheden i det aandelige Niveau; det er ikke blot Arbejdets Deling, den medfører, men ogsaa stigende Karakterforskellighed og dermed stigende Uensartethed i Betingelserne for Tilfredshed. En Del intelligente Embedsmænd i Indien foretog for nogle Aar siden en Undersøgelse af de Indfødtes Tanker om Gavnligheden af det engelske Herredømme. Svarene var overalt: „I yder uden Tvivl Inderne mange store Fordele, skaffer dem Fred, Frihandel, Ret til at leve, som de vil, Lov og Ret. Men vi kan ikke udholde eders stadige Forandringer, eller som det kaldes Forbedringer'1 (Bagehot). Hvor Livet i alle Enkeltheder er reguleret af gamle Skikke, findes ingen Plads for politiske Fremskridt. En passiv Race kan derfor leve Side om Side med en aktiv uden at blive smittet af dens Fremskridtstrang. En Races Passivitet kan brydes for en Tid og der- paa atter optræde med sin oprindelige Styrke; Racens Indsats i Kulturarbejdet hører da op; dens Samfundsorden skyder ikke ny organiske Former, tidlig eller sent gaar den til Grunde. „De østlige Folk, der taler Sprog stam- mende fra Sanskrit, hører nu til den mest slaviske Del af Menneskeslægten". Til hvilket Kulturtrin et Folk end naar i sin Udvikling, slæber det dog de primitive Men- neskers Naturejendommeligheder med sig og er hvert Øjeblik rede til at dæmme op mod Nydannelser ved Hjælp af de økonomiske, militære og religiøse Interesser, der blev et tidligt Udtryk for dets naturlige Instinkter. Paa en saadan Tid bliver den fremragende Mand en vildsom Gæst, der ikke bæres oppe af Samfundskræfterne, for hvilke han da heller ikke er Udtryk. Stuart Mili, der med større Skarpsind end nogen anden af hans Samtidige har vist de fremragende Menneskers Betydning