Udviklingslære

477 af en Naturnødvendighed. Af en overvunden, ubeslægtet Stamme kan maaske nogle ganske enkelte optage Erob- rernes Kultur; Massen kan det afgjort ikke. Massernes Absorptionsevne overfor ny Kulturelementer er altid yderst ringe, og desto ringere, jo mer fremmedartet Kulturen er. Slaveri var ikke en udelukkende brutal Institution, selv om det ikke hvilede paa en saa fremskreden Tolerance som Kastevæsnet. Den Forestilling, vi gør os om Slaveriet, som noget, der er knyttet til Jærnlænker, Op- løsning af Familielivet og en mere dyrisk Behandling end den, der bliver andre Mennesker til Del, skyldes senere Former for dette. Slaveriet er en saa godt som universel Dannelse; et Udviklingstrin man næsten overalt maatte igennem, for at højere Samfundsformer kunde opstaa. Gennem Slaveriet vænnedes Menneskene til det regel- mæssige Arbejde, som betinger Udviklingen af de højere Samfundsformer; Trangen til regelmæssig Beskæftigelse er en kunstig frembragt Trang, en social Trang, der ikke har sin Oprindelse i selve Bevidsthedens Ejen- dommeligheder. Slaveriet muliggør en højere Udvikling hos de herskende Klasser ved at frigøre dem for meget og hæmmende Arbejde. De sociale Skyggesider ved Slaveriet viser sig først, naar Slaverne bliver Handels- varer; saalænge en Herre kun har nogle faa Slaver, som han daglig omgaas, er der ikke megen Forskel paa Slaveri og mange senere Former for Arbejds- og Tjenesteforhold; men naar Slavernes Antal stiger og de bliver Handels- objekter, stiller Forholdet sig — ogsaa socialt — ander- ledes. Med vor Civilisation kan det ikke forenes, men fra ikke faa af de Lande, hvor Slaveriet i den sidste Menneskealder er ophævet, lyder Fortællinger om, at de laverestaaende Racer intet har vundet ved Ophævelsen; de knuses under Trykket af Samfundsforhold, som deres Race ikke har været med til at uddanne, og som den aldrig vilde kunne uddanne. Aristoteles mente, at Slaveri hvilede paa en Naturlov, og Freemann ser i Slaveriet en Betingelse for Udviklingen af et rent Demokrati af græsk