Udviklingslære

481 Anvendelse; Intelligensen arbejder med Omformningen af det eksisterende Samfund, men er i sig ikke Samfunds- stiftende. Retsplejen er det heller ikke. Læren om et Samfundsinstinkt og en med dette følgende Naturret er forlængst opgivet; men den har gennem det Ligheds- princip, som den fastslog, haft en indgribende Betydning i det sidste Aarhundredes politiske Liv. Formelt kan Læren om en Naturret føres tilbage til de antoninske Jurister, men i Virkeligheden har den en betydelig højere Alder; rimeligvis gaar den tilbage til det Tidspunkt, da en svag og uøvet Fornuft forsøgte at bringe Mening ind i et Samfundsliv, som var fremgaaet af Kræfter, der ikke udsprang fra Fornuften. Men ud fra denne Opfattelse behøver man ikke med Weismannianerne at slutte, at Kulturen er af social Oprindelse, ikke af intellektuel, ti de samfundsbærende Kræfter er ikke helt det sammfe som de kulturbærende. Snarere kan det siges, at Kul- turen fremgaar af Konflikten mellem Samfundsfaktorerne, og denne Konflikt udjævnes hyppigt efter den Grad af Fornuft, som behersker dem. Det 17de Aarhundredes Lære om et Samfundsinstinkt var urigtig, forsaavidt som et saadant ikke findes; men opløses dette Instinkt i sine forskellige Elementer, da viser det sig dog, at hin Tids Forfattere var begyndt at søge i den rigtige Retning. At de saa hurtigt kom bort fra Retningen, skyldes deres Paa- virkning af Kejsertidens romerske Jurister. Ifølge Vulpian er „Naturret det, som Naturen lærer alle Dyr; ti Ret er ikke noget særligt for Menneskeslægten, men for alle Dyrene"; endvidere lærer han, at efter Naturretten er alle Mennesker lige og alle fødes fri. I det 17de og 18de Aarhundrede kommer denne Naturrets Lære til ny Ære og Værdighed. Quesnay forstaar ved en naturlig Rettighed „den Rettighed, som et Menneske har til de Ting, der er skikkede til hans Glæde", og Dupont de Nemours opfatter den (1768) som „den Ret, et Menneske har til at gøre, hvad der er til hans Fordel". Det vilde være mærkeligt, at vi er komne saa langt bort fra en Udviklingslære. 31