Udviklingslære

497 ikke være ret lang“ (G. le Bon). En Ide udøver først Indflydelse paa Befolkningen, naar den har knyttet sig til dennes herskende Følelser, det vil sige, naar den har opgivet sin egen fribytteragtige Tilværelse og har knyttet sig til dybere og varigere Kræfter. Den faar da Magt til at lede Udviklingen, fordi den forbliver uberørt af al fornuftig Argumentation. Af alle de Tanker, der saas udover et Folk, er det kun faa, som slaar varig Rod, og det kan tilmed være nogle af de besynderligste. For- nuften er en Sædemand, der udsaar Frøet med rundelig Haand, men ikke er i Stand til at lede dets Vækst. Dette ser ganske vist noget trøstesløst ud, men medfører paa den anden Side en betydelig Fasthed i den Kultur, som ved Fornuftens Hjælp er tilvejebragt, og gør ethvert Fremskridt til et Produkt af uafladeligt Arbejde og Offer fra de intelligente Menneskers Side. Mange andre Steder end i Cambodja søger Menneskene at komme gennem Livet med den mindst mulige Anstrængelse, og dette gælder ikke blot om Individerne, men om Samfundslagene og om selve Staterne. „Idealet for samtlige herskende Klasser, der nogensinde har eksisteret, har været for sig selv at opnaa Højden af Behageligheder og Sikkerhed med et Minimum af Anstrængelser paa Bekostning af samtlige øvrige Klasser" (B. Kidd). Staternes indbyrdes Politik viser samme Karaktertræk. De saakaldte aktive Racer er nemlig kun aktive i Forhold til de endnu mere passive. De mest fremskredne Nationer er derfor ikke de, der med uhyre Sejghed fastholder aartusindgamle Tanker, det vilde heller ikke være dem, der blindt løb efter enhver opdukkende Ide, om saadanne Nationer overhovedet fandtes; men det er dem, der holder sig nogenlunde lige fra for stor Variationstilbøjelighed og for stor Mangel paa Til- læmpningsevne. Fattigdom paa Ideer, Langsomheden i deres Omdannelse og den mægtige Indflydelse, de har, er de tre mest iøjnefaldende Træk ved ethvert Folks Historie. Krig, Religion, Filosofi, Kunst, Naturvidenskab, Handel, Agerdyrkning, hviler hver for sig kun paa et Udviklingslære. 32