Udviklingslære

Virkeligheden selv bastet og bunden af Stemningerne, saa at den bliver uimodtagelig for ethvert Fornuftargument. I Kappestt iden msllem Samfundskræfterne lider For- nuften denne Skæbne, hver Gang Stemningslivet antager Form af Epidemi; i andre Perioder er dens Udsigter bedre. Saasnart Religionerne slapper det elementære Op- byggelsesaibejde, bliver der en Mulighed for Fornuftens fremgang; det ser ud som om Religionen har tabt Slaget og Samfundet frigjort sig for én af sine Urkræfter; men saasnart Fanatismen atter tager Fart, vendes Forholdet fuldstændigt om. „De aandelige“ i det 18de Aarhundrede og „de hellige i det nittende stillede sig ganske paa samme Maade overfor logisk Demonstration. Hundrede Aais intensive Oplysningsbestræbelser viste sig overfor dette Fænomen uden Virkning. Til Militarismen er For- nuftens Porhold det samme. I Perioder, hvor Militær- udfoldelsen hviler, kan Fornuften gaa frem og gaa saa stærkt frem, at man tror paa denne anden Urkrafts endelige Undergang, men derpaa gennembryder Følelsen det svage Spind, med hvilket Fornuften har omgivet den; selv det mest logiske Argument vejres hen, da det ikke har Hold i andet end Fornuften, og havde det Hold andre Steder, vilde Samfundet hurtigt gaa sin egen Undergang i Møde, medmindre den militære Tilbøjelighed samtidig udryddedes i alle andre Samfund. Troen maa søge.sin Fjende i Troen. Støder to Trosretninger sammen, vil den sejre, der dybest kan opfanatisere sine Tilhængere, men den vil altid tro at sejre i hølge sin større Fornuftmæssighed. Set fra Fornuftens Standpunkt er det ganske pudsigt, at Polyteisme frembringer større Ensartethed i Tro end Monoteisme. Man har ingen Brug for „Reformationer" undei Polyteisme; en Gud kan tabe eller vinde Terræn; men 1 rosretningernes fanatiske Sammenstød er mere dæmpede. Fornuften og Polyteismen kunde have levet meget godt sammen, saafremt hin kunde have holdt sig tilbage med Fortællingen om, at i én Retning, men ganske vist ogsaa kun i én, var der mere Mening i