Udviklingslære

509 tiver, men dog ikke som i de nordligere Lande efter Stamtavle. De adelige, der levede i Byerne, fik tillige samme Interesser som de borgerlige, og der fremkom en almindelig Dannelse, der ophævede Fødselsgrænserne. I Norden beholdt Hansestæderne deres Magt, indtil Kom- passet skabte de store søfarende Nationer, hvorved den politiske Magt gled bort fra Landstaterne, og Militarismen oaanv fik et Knæk, idet den blev Købmændenes Tjener i Stedet for at være deres Herre. Fra det Øjeblik afløste Merkantilismen Militarismen; man kæmpede ikke længere for Æren eller for Kirken; man kæmpede for Handelen og Industrien. Paa dette Udviklingstrin staar vi endnu. Der kan siges meget imod den ældre Militarisme, men den havde et Fortrin for Merkantilismen, eller rettere „den gav Plads for Højsind, hvilket Merkantil- ismen’ikke gør“ (Edmund Kelly), og den vedligeholdt en Form for Mod, som det er nødvendigt for Samfundet a vedligeholde i organiseret Form allerede af den Grun , at den i uorganiseret Form altid vil forekomme hos For- brydere. Vikingerne havde saavel under deres Kolonisa- tionsforsøg som under, deres Røvertog lært Evropa et Højsind af speciel nordisk Oprindelse; de kæmpede helst med Vaaben, der kunde bruges i Nærkamp, og de angreb hellere en Fjende, der var talrigere end dem selv, end en der var dem underordnet i Tal. Det var efter Kellys Mening disse to Træk, der blev af indgribende Betydning for Ridderskabets Aand, saaledes som denne repræsenteres af den normanniske Greve af Apulien, Wilhelm Jærnarm, Rikard Løvehjærte, den sorte Prins, Gueschn og Bayard Det var Vikingernes Kampmaade, der udformede sig i Ordsproget: „Adel forpligter«, og gav Forfatterne Impulsen til Skikkelser som Arthur, Lancelot, Amadis og Palmeiin af England. Ridderskabets Aand fremgik ikke af noget omfattende humant Blik; det var en Klasseaand der hvilede paa nogle faa humane Dyder; men den bragte en personlig Loyalitet ind i en Befolkning, der ikke besa for meget af denne Egenskab. Den fastholdt i en temme-