Udviklingslære

510 lig opløst Tid et Æresbegreb, der ganske vist kun for- pligtede en Mand overfor den Stand, han tilhørte, men ogsaa forpligtede ham overfor den. Saavel Borgerstand som Ridderskab bar i sig en individualistisk Spire, men ogsaa kun en Spire; ti begge Stænder tilsigtede mere at sikre sig deres Medlemmers nøjeste Opfyldelse af Pligterne, end at sikre Medlemmerne den friest mulige Udvikling af deres Rettigheder. Pligterne som Lavsbroder begrænsede netop paa en Mængde Om- raader den fri Udfoldelse af Kræfterne. Standens Frihed var sat under Debat, Individets Frihed indenfor Standen var det næppe; de enkelte bandtes paa alle Omraader af faste Regler. Alligevel var det i disse Stænder, de indi- vidualistiske Tendenser fandt Næring og stillede Fordringen om Samvittighedsfrihed overfor Gejstligheden, Fordringen om politisk og social Frihed overfor Fyrsterne, hvilke Fordringer praktisk formede sig som en Kamp mod Gejstlighed og mod Fyrster. Nogle Steder mod begge disse, andre Steder mod den ene af dem med Hjælp fra den anden; ti om end Militærmagt og Kirke er enige om at opretholde Samfundet, kæmper de uafladeligt indbyrdes, om hvem der skal beherske det. Fra Oldtiden havde man arvet den Opfattelse, at Frihed var det samme som Beskyttelse mod Herskernes Tyranni; man betragtede Herskerne som nødvendigt værende i Strid med dem, hvorover de herskede. Man betragtede Samfundets Byrder som større end dets Fordele, og følte ikke i særlig Grad Ulæmperne ved dets Sprængning, fordi de enkelte Stænder holdtes fast sammen ved en Mængde Reglementer og Privilegier. Spørgsmaalet, hos hvem ligger den øverste Myndighed, var rejst, og det besvaredes gennem blodige Kampe. Spørgsmaalet afgjordes ikke af Fornuften, men af Krigslykken, og det fik derfor i nogle Riger en med For- nuften mere stemmende Afgørelse, end det fik i andre. Den Tro, at Fornuften altid baner sig Vej ved sin egen Magt, at „Sandheden sejrer", stemmer ikke med de