Udviklingslære

511 faktiske Forhold. Det, der i Samfundslivet sejrer, er det, der bedst kan udnytte de givne Magtforhold. Sandheden kan, „om end ikke undertrykkes for bestandig, dog trænges tilbage i Aarhundreder. For blot at holde os til de religiøse Opfattelser, udbrød Reformationen i det mindste tyve Gange før Luther og blev slaaet ned. Arnold at Brescia blev slaaet ned. Fra Dolcino blev slaaet ned. Savonarola blev slaaet ned. Albigenserne blev slaaede ned. Valdenserne blev slaaede ned. Lollarderne blev slaaede ned. Hussiterne blev slaaede ned. Selv efter Luthers Tid var Forfølgelsen heldig, hvor den fortsattes. I Spanien, Italien, Flandern, Østrig udryddedes Protestant- ismen, og den vilde rimeligvis være bleven udryddet i England, hvis Dronning Marie havde levet længere, eller Elisabeth var død tidligere« (I. St. Mili). Fra det sociale Omraade kan tilsvarende Kendsgærninger med Lethed fremdrages. Den Kamp fpr de forfatningsmæssige Rettig- heder, der nu i de fleste Stater er heldigt gennemført, har været lang og blodig; den førtes gennem flere Aar- hundreder fra Nederlag til Nederlag. Den Hurtighed, hvormed en Teori sejrer, beror ikke paa dens Fornuftrnæssighed, men paa Styrken af de Sam- fundskræfter, med hvilke den i et givet øjeblik kan alliere sig. Alliancen kommer imidlertid ofte til at gaa ud over Teoriens Klarhed. I den lutherske Reformation har vi et godt Eksempel derpaa. Denne Reformation gennemførtes ikke udelukkende som en religiøs Bevægelse; den støttedes af visse sociale Bevægelser, og læmpede sig efter dem. En Kamp for Samvittighedsfrihed, for den Opfattelse, at der ikke bør være nogen Mellemmand mellem Individet og dets Gud, maatte, hvis den havde sejret udelukkende ved egne Kræfter, være bleven en mægtig Støtte for Individualismen: dette skete imidlertid ikke3 Det individuelle i Gudsforholdet nevtraliseredes ved Læren om én almindelig Kirke og ved Fyrstens Stilling som øverste Biskop, hvoraf Resultatet atter blev, at den religiøse Intolerance blev ligesaa stor i de protestantiske