Udviklingslære

533 sociale Individualisme fik Luft, gentog dette sig. Be- stræbelserne for at indrette Landets Love saaledes, at enhver kan blive, hvad han har Evner til og Energi til, •stiller store Fordringer til Individernes selvopofrende In- teresse for dem, der mangler Evner og Energi; for de syge og svage; for dem, der ved Fødsel, Arv, Samfunds- forhold er uheldigt stillede. Individualisterne siger: vi kan ikke fravige Principet om, at den enkelte uden Hinder fra Samfundslovenes Side skal have Mulighed for at ud- nytte sine Evner; vi indrømmer, at Principet er et Kamp- princip, at det medfører Udbytning af de evneløse og svage, men dem maa vi da gennem vort daglige Liv paa anden Maade komme til Hjælp. Spørgsmaalet bliver da, om de yder denne Hjælp, og om de yder den i tilstrække- lig Grad. Medens Individualisterne næsten alle har talt Privat- ejendommens Sag og i den set en naturlig Ret for Individet, en nødvendig Støtte for hans Initiativ, optræder allerede Mably (1709—85) imod den. Fra ham stammer den nyere kollektivistiske Lære om, at Privatejendom er Kilden til alle Samfundsulykker, at Guldalderen vendte tilbage, hvis blot Staten ledede Produktionen og regulerede Forbruget, og at Trangen til andres Billigelse, Frygten for deres Misbilligelse vilde skabe det samme Initiativ, der nu dannes af Kærlighed til Rigdom, til Indflydelse. Det var et Særkende for samtlige rationalistiske For- fattere, at de lod Moralen være Grundlag for Politiken; Politik betragtedes som anvendt Moral, som en Læmpelse af Livets uensartede Forhold efter de simple, letforstaaelige Moralbud. Ud fra samme Opfattelse retter Mably sit Angreb mod Privatejendom. Sparta havde holdt sig til Lykurgs sunde Love, indtil Lysander indførte de over- vundnes Skatts; disse vakte Graadighcd hos Spartanerne, Trangen til Rigdom trængte ind i Hjemmene, fulgt af Gærrighed eller af Vellyst, og dermed var Spartas Historie endt. Ti da Spartanerne havde lært at nyde deres Formue, følte de sig overbeviste om, at Rigdom