Udviklingslære

547 for Mennesket at gennemløbe Privatejendommens Faser. Han betragter Privatejendommen som Udtryk for en ganske naturlig Trang, mener endog at kunne finde Udslag af denne Trang hos de Myrer, der holder Slaver. Man maa ikke forveksle Sporgsmaalet, om Privatejendom skal repræsentere det endelige Udviklingstrin, den Højde, hvortil Menneskeslægten formaar at hæve sig, med Spørgsmaalet, om den repræsenterer et Udviklingstrin, der har været nyttigt for Slægten. Dette sidste Spørgs- maal besvarer han bekræftende, idet han blandt andet henviser til Mandens Ejendomsret til Kvinden, hvilken har skabt Ægteskabet, en af Kulturens bedste Institu- tioner. Endvidere ligger Ejendomsretten til Grund for den religiøse Organisation, der uden „den døde Haands“ Ret til Besiddelse aldrig var opstaaet. Med Mennesket opstaar da ot Sa.rnfundsindi.vid, der til en vis Grad kan tillæmpe Naturlovene efter sin egen Kløgt. Dette Menneske ■er imidlertid i sig selv en Organisme, hvis Temperament delvis er selvisk, delvis socialt. Indtræder der ikke en afgørende Ændring i dette Temperament, og sligt kan umuligt ventes, da er enhver Mulighed for en revolutionær Udvikling udelukket, ti en Organisation kan ikke pludselig skifte Natur. Hvor trist det end kan være for dem, der erkender det rette Samfundsideal, saa maa de vise Taal- modighed. Enhver Udvikling skal have sin Tid, ogsaa den kollektivistiske. Udryddes Selviskheden, da er Men- nesket ikke længere Menneske; det er da et Væsen, der er højere og bedre end Mennesket, men det er et andet Væsen. Derimod kan Selviskheden omdannes og for- mentlig antage en saadan Form, at den søges tilfreds- stillet gennem andres Lykke, og ikke som i vort Sam- fund søges tilfredsstillet paa Bekostning af andres Lykke. I denne Henseende henviser Kelly atter til Ægteskabet, hvor denne Omdannelse delvis er sket, og det, Ægte- skabet har kunnet bevirke, maa ogsaa kunne opnaas gennem andre Institutioner og gennem Moialsns stigende Indflydelse paa Samfund og Individer; men hvor langt 35*