Udviklingslære

51 Bøgen i en saadan Skov; den er et Skyggetræ, som knu- ser Underskoven; derved faar Vinden Adgang til Skov- bunden, bortblæser Løvet og udtørrer Jorden; Dyrelivet hæmmes og forsvinder, Mordannelsen begynder og skrider efterhaanden saa langt frem, at de unge Bøgespirer ikke kan trives. Resultatet bliver da, at paa højtliggende Jorder af Rullestenssand afløses Skoven af Heden, saafremt ikke Forst- væsnet overtager Regnormenes Rolle. — Breder Grøden sig i en Dam, kan det medføre Fare for de derværende Fisk. — Dyrenes Boliger og Tilflugtssteder afhænger i betydelig Grad af Vegetationen; Ændringer i denne vil ogsaa føre til Ændringer i hine. — Darwins Bøger er fulde af Vidnesbyrd om det gensidige Afhængighedsforhold mellem Planter og Dyr; Dyr, der kun nærer sig af én Planteart, uddør med denne; Dyr, der ernærer sig af forskellige Arter, søger at læmpe sig, hvis nogle af disse uddør, og Tillæmpningen kan føre til Organforandringer. Allerede Næringsmidlernes Mængde synes at spille en Rolle, men endnu større Rolle spiller deres Beskaffenhed saavel med Hensyn til Ud- vælgelse som til Omdannelse. Dyrenes Kamp mod Dyrene. Medtager vi saa Dyrenes indbyrdes Kampe, da vil det ses, at Forholdene i Dyreverdnen er ligesaa urolige som i Planteverdnen. Det enkelte Individ og den enkelte Art maa kæmpe haardt for Føden, og Betingelserne maa være yderst gunstige, for at denne Kamp skal lykkes. Som Kampen i Plante- verdnen mest gaar ud over Frø og Spirer, saaledes gaar den i Dyreverdnen mest ud over Æg, Larver og Unger. Fugle ødelægger Insekter og Larver; Slanger og Rovdyr ødelægger Fugleæg og Unger. „Det Antal Agerhøns og Harer, der findes paa et større Gods, bestemmes ved, hvor mange Maarer, der lægges øde“ (Darwin). I Dyre- verdnen gælder det fuldt ud, at Frænde er Frænde værst, Ulven forfølger ubønhørligt Ræven, Vildkatten forfølges af Lossen, Musen af Rotten. Alle nærbeslægtede Arter be- kæmper hinanden paa det hæftigste, og hvorfor? Fordi de ernærer sig paa samme Maade, lever af de samme 4*