Udviklingslære

50 gennem Selvsaaning og naturlig Opvækst, ti dette viser sig undertiden at være umuligt, grundet paa de Ændringer i Dyrelivet, som Forholdene i Bøgeskoven har medført. Ved Paavisningen af dette Forhold er atter den danske Videnskab gennem P. E. Milliers Arbejder gaaet i Spidsen. Den nævnte Forfatter viser, at Samlivet mellem den tal- rige Vrimmel af Organismer, som færdes paa en bestemt Egn, er en uendelig Brydning af mangfoldige uensartede Kræfter, og Resultatet, Brydningens vekslende Udfald, bi- drager til at give Egnen dens Præg og er en af Hoved- aarsagerne til dens Forandringer. Livets sammensatte Brydning foregaar i en Skov ikke blot mellem Træsam- fundets Individer, men mellem alle de organiske Væsner, der lever og færdes paa samme Lokalitet. Som Vidnes- byrd derom meddeler P. E. Muller, at der er Steder, hvor Bøgeskoven ikke kan forynge sig, men afløses af Lyng- heden. Saaledes findes i de vestlige Skove paa Jyllands Højderyg Steder, hvor Skovkanten rykker flere Alen mod Øst om Aaret; de gamle Træer ødelægges af Blæst og Svampe, og ingen unge skyder op. Ethvert nyt Hul, der saaledes kommer i Skoven, giver Vinden forøget Lejlighed til at udtørre Kronerne og fortsætte ødelæggelsen. Forsøg har vist, at Aarsagerne til, at de unge Bøge ikke kan vokse op, ikke ligger i Lysforholdene. Muller undersøgte da Jordbunden for i den at finde Forklaringen, og han fandt, at Jordbunden havde undergaaet en Forandring siden den Tid, da den gamle Bøgeskov havde tilkæmpet sig Pladsen. Bøgen kan ikke spire op, hvor der er Mor- dannelse, og denne Jordbund forekommer, hvor der er Mangel paa forskellige Smaadyr og særlig da paa Regn- orme til Bearbejdelse af det nedfaldne Løv. En Jordbund, der er rig paa Regnorme og Insekter samt paa Regn- ormens værste Fjende Muldvarpen, findes i Egeskove, ti Egen er et Lystræ, der tillader en kraftig Underskov at udvikle sig, og denne Underskov giver Læ for et mylrende Liv af Smaadyr. Disse lønner Gæstfriheden ved at be- arbejde Jorden og hindre Mordannelsen. Nu indvandrer