KAPITEL III
LÆRENS BEGRUNDELSE
II. FRUGTBARHED OG DØD
Saafremt en bestemt Egns Planter og Dyr fuldstændigt
havde tilpasset sig efter hverandre, saafremt Klima og
Næringsbund vedblev at være uforandrede, og saafremt
ingen Indtrængen af ny Arter fandt Sted, saa skulde man
tro, at Sammenhængen i Naturen maatte blive til Harmoni
i Naturen, at alt vilde blive Fred og Ro, at alt vilde ind-
ordne sig under et stort, uforanderligt Allianceforhold.
Saalænge der imidlertid findes Fødsel og Død, vil selv
under de gunstigste Forhold en Naturharmoni umuligt
kunne opstaa; ti saasnart en Plante dør, vil de omgivende
Planter kunne faa forøget Lys og Næring. Den direkte
eller indirekte Hjælp, som Planten ydede andre Planter
eller Dyr, vil ophøre, og Kampforholdene vil ændres. Be-
vægelsen, som et enkelt Individs Død fremkalder, vil
tilmed brede sig i videre og videre Krese; den vil træffe
sammen med Bevægelser, der skyldes andre Individers
Død, og Følgen bliver ny, indviklede Kamp- og Alliance-
forhold. Men som det enkelte Individ nødvendigvis maa
gaa til Grunde, saaledes uddør ogsaa Arten, d. v. s. de
nærstaaende Individer, der paa visse Punkter ligner hver-
andre, og derved bliver Forstyrrelsen i de andre Organismers
indbyrdes Forhold endnu stærkere. Skal Tanken om