Udviklingslære

Harmoni virkeliggøres, da er det altsaa ikke nok, at samtlige ydre Forhold vedbliver at være uforandrede, men al Fødsel og Død maa ophøre. Artens hurtige Opløsning undgaas ved Dyrenes og Planternes store Evne til at formere sig. I det daglige Liv overser man hyppigt denne Formeringshurtighed, eller rettere, man regner med den i praktisk Gærning, men klargør sig ikke dens Betydning. Landmanden, der tilsaar sin Mark, venter flere Fold af Udsæden, og indretter han en Hønsegaard, da regner han med Muligheden af, at hver Høne lægger fler end et Æg; men netop fordi denne Forventning er saa tilvant, overvejes selve Sagen saa lidt. Det var Malthus (d. 1834), som inddrog Hensynet til Formeringshurtigheden i de videnskabelige Undersøgelser, idet han sammenstillede Hurtigheden af Befolkningens Formering med den Hurtighed, hvormed Næringsmidlernes Forøgelse formentlig kunde foregaa; en Sammenstilling, der fik afgørende Betydning for Ch. Darwins Tankegang. Malthus’ Lære, at Misforholdet mellem Forøgelsen af Mennesker og Forøgelsen af Næringsmidler nødvendigvis maa føre til en stigende Kappestrid om at komme i Be- siddelse af de tilstrækkelige Midler til Livets Ophold, bestemte 1838 Darwins Opfattelse af det, der foregaar i Plante- og Dyreverdnen, idet Misforholdet mellem det mulige og det virkelige Individantal her er meget stort. Ved det mulige Individantal forstaar man Antallet af de Individer, der kunde udvikles af Æggene og Frøene; ved det virkelige forstaar man Antallet af de samtidigt levende Individer. For de højere Dyrs Vedkommende bør man dog erindre, at det mulige Individantal er begrænset til Summen af de Individer, som det vilde være muligt at føde i fuldbaaren Tilstand. Naar det saaledes anføres, at der i hver af Kvindens Æggestokke findes omtrent 36,000 Ægceller, saa vil det ikke sige, at en Kvinde har Mulighed for at føde 72,000 Børn, ti dels modnes kun 1—2 af disse Æg ad Gangen, og der forløber nogen Tid mellem hver Modnings Indtræden, og dels formindskes