Udviklingslære

69 følte han det; men han mistede ikke Bevidstheden, og han havde ikke Smærte. Han tænkte blot, at et Par Stød til vilde dræbe ham. Man finder ofte megen Uklarhed saavel over Døds- fænomenet som over dets ledsagende Omstændigheder. Det, der gør Døden grusom, er ikke selve Smærten, men den Omstændighed, at denne forudses. Dødsfrygten er forsaavidt indbildt. Dette gør den imidlertid ikke mindre ubehagelig, ti en indbildt Smærte er ligesaa vanskelig at bære som en Smærte, der udspringer fra en virkelig Til- dragelse. Dødsfrygten er værre end Døden, idet Forvent- ningen om, at Døden skal være smærtefuld, piner os. Da man spurgte Murat, hvorfra han hentede sit utrolige Mod, svarede han, at saasnart Slaget begyndte, betragtede han sig som død, som et Menneske, der ikke længere kunde lide, og saalænge han kunde fastholde denne Tanke, frygtede han intet. „Spørg hvilkensomhelst erfaren Læge, og han vil sige dig, at medens Sygdom ofte er smærtelig, saa er Døden smærteløs, mild, naturlig; han vil kunne sige dig, at jo større Beskadigelsen er, desto mindre er i Reglen Smærten, og at mangt et Menneske paa en eller anden Maade har faaet sit Banesaar uden at vide det, før han mærkede Kræfterne svinde“ (W. Hutchinson). I god Overensstemmelse hermed finder vi hos ucivili- serede Mennesker kun ringe Dødsfrygt. For dem er Døden det uundgaaelige, det naturlige og derfor det selvfølgelige, som man ikke ængster sig for. Hos Stammer, hvor det er Skik at dræbe gamle Mennesker, gaar disse selv roligt hen til det Sted, hvor Forberedelserne til Drabet er trufne. — Indianernes Følelsesløshed overfor Pinsler og overfor Døden er bekendt. Kinas Kultur er uforenelig med Dødsfrygt. Jo mindre man er lænket ved de talrige Baand, med hvilke den nyere evropæiske Kultur knytter Mennesket til Livet, desto simplere og naturligere dør man; Lecky mener, at det er den katolske Gejstlighed, der har indarbejdet Dødsfrygten, og helt uden Skyld er den vel ikke. Filosoferne har i hvert Tilfælde ikke gjort