Udviklingslære

70 det. Men som Forholdene nu engang foreligger, er det Tanken om Døden, som vækker Angsten, og denne Tanke besidder Planter og Dyr ikke. Verden er altsaa fuld af Tilintetgørelse, men den er ikke fuld af Smærte. Vi kan da samle Summen af det her fremførte i følgende Udtalelse: „Da Dyr og Planter formerer sig saa stærkt, at Livsbetingelserne langtfra er tilstrækkelige til at tillade alt Afkom at naa den voksne Alder, og da alt i Naturen er Led i en stor Sammenhæng, saa vil der i Naturen foregaa en uafladelig Tilintetgørelse af Liv, der aldrig er naaet til fuld Modenhed. Denne Tilintetgørelse fremgaar af meget indviklede Kamp- og Allianceforhold, og den behøver ikke at være ledsaget af egentlig Smærte. “ Efter den almindelige Opfattelse er Begreberne Liv og Død Udtryk for aldeles modsigende Tilstande, mellem hvilke intet er fælles; men i Virkeligheden forholder det sig ikke saaledes. Vi har i Udtrykkene Liv og Død et fornyet Vidnesbyrd om den Kendsgærning, at vore Be- greber kun i ringe Grad svarer til den Virkelighed, som skal begribes. Vi søger gennem vor Begrebsdannelse at holde Fænomenerne skarpt afsondrede, uagtet Naturen ikke fremviser noget helt isoleret Fænomen. Ved Be- grebernes Hjælp sætter vi Grænse mellem Menneske og Dyr, mellem koldblodige og varmblodige Dyr, mellem Dyr og Planter, osv. Opsøger vi derefter i Naturen disse Grænser, da skuffes vi; ti Grænserne findes ikke. Hele Begrebsrækker er fremgaaede af en raa Klassifikation, der var tilstrækkelig til tidligere Tiders Behov, men ikke staar Maal overfor en finere uddannet lagttagelsessans eller en stærkere uddybet Omtanke. Betegnelserne „Liv“ og „Død“ er ikke tilstrækkelige til at udtrykke de uensartede Tilstande, i hvilke Organis- merne kan befinde sig. „Der er ingen Afgrund mellem