Udviklingslære

72 processen omformer saaledes uorganisk Stof til levende, organisk Stof, og Tekniken kan ligeledes tilvejebringe organiske Stoffer af uorganiske. Netop i de senere Aar har man lært at fabrikere meget, som man tidligere troede kun kunde dannes af den levende Natur. Tidligere satte man to Grænser for Livet: Kønsavling og Død. Den første af disse Grænser er falden; Køns- avling betinger ikke altid Livets Fremkomst, der er andre Maader, hvorpaa Organismer dannes, og overfor adskillige af dem har vi Klarhed. Den Ejendommelighed ved Døden, der har mest Interesse for Udviklingslæren, belyses gennem Undersøgelser, der er knyttede til Spørgsmaalet om, hvad der har bragt Døden ind i Verden. Delboeuf mener, at Døden er en Følge af det organiske Arbejdes Deling. Livsfunktionerne lokaliserer sig, hver Del af Organismen overtager et særligt Arbejde, og naar dette er sket, da er Organismen ikke i Stand til uskadt at omdanne sig. Døden bliver den nødvendige Følge af Organisation og Lokalisation. Øhrvall kommer ud fra et andet Udgangs- punkt til samme Resultat; enhver Organisme er grundet paa sin Bygning nødt til at ældes og dø. Jo lavere vi gaar ned i Organismernes Række, desto mindre uensartet er Bygningen, og desto mindre er xÄrbejdsdelingen. Paa det allerlaveste Trin bestaar Individet kun af en Proto- plasmaklump med eller uden Kærne; denne Protoplasma- klump besørger alle de Forretninger, som de højere Organismers Tarme, Kirtler, Æggestokke og andre Organer deler mellem sig. Hos et saa lavtstaaende Individ kan man ikke tale om Død i Ordets fysiologiske Betydning. Naar saaledes en Amøbe deler sig i to Partier og altsaa kommer til at udgøre to Individer, da kan man ikke sige, at den dør; den fordobler sig. Kun de højere Organismer dør, og hos dem er Døden en Egenskab, som er erhvervet i Kampen for Tilværelsen, og som er nyttig for Slægten. Denne Egenskab er oprindelig erhvervet af visse og senere af flere og flere af Organismernes Dele samtidig med, at de har erhvervet Evne til at udrette andre og højere