Udviklingslære

73 Funktioner end den vedblivende at leve. Døden er altsaa et Udviklingsprodukt, og derfor kan det med Rette siges, at den fysiologiske Død ingenlunde bør betragtes som noget ondt, men tværtimod som noget, der har den største Be- tydning for Livet og Udviklingen (Øhrvall). Dette gælder saavel den Betydning, som Cellernes Død har for Indi- videt, som den Betydning, Individets Død har for Arten. Individets Livslængde reguleres af Artens Interesse; en større Livslængde er ligesaa lidt som en større Legems- masse Bevis paa højere Organisation. Ogsaa Weissmann antager, at Livslængden er tilpasset efter det for Artens Opretholdelse nyttigste. Dyre- og Plantesamfund kæmper mod de ydre Naturforhold og mod hverandre indbyrdes. Kampens Udfald beror for en stor Del paa, at nyt Mand- skab kan sendes i Ilden, og Kampen kommer derved til at udvikle mange Egenskaber, der gavner Arten, selv om de ikke er umiddelbart nyttige for det enkelte Individ. Hos de højere Organismer vilde en ubegrænset Livstid ikke være til Nytte. Mister t. Eks. et højere Dyr til- fældigvis et Ben, da vokser der ikke noget nyt Ben frem, og Mulighederne for den Slags Uheld forøges med Alderen. Idet Tænderne falder ud, Haarene falder af og andre Svagheder indfinder sig, mister Individet sin Mod- standsdygtighed, og var dette Tilfældet med mange af Individerne, vilde Arten ogsaa have mistet sin. Dertil kommer saa den mere direkte Fordel, at ved Slægtled- denes hurtige Vekslen kan de paatrængende nødvendige Tillempelser lettere finde Sted. Frugtbarhed og Død supplerer da hinanden, og begge indtræffer med et svim- lende højt Antal Tilfælde hver Dag, hver Time, hvert Minut, hvert Sekund. „Det vi kalder Livet," siger Claude Bernard, „er i Virkeligheden en organisk Dødsproces." Naar et Men- neske foretager en Bevægelse, opbrændes noget Muskel- stof; tænker eller føler han, da forbruges Nervestof; fysisk-kemisk Opløsning ledsager enhver Funktion. „En- hver Proces i et levende Væsen er nødvendig knyttet til