Udviklingslære

80 Blandt andre Varieringer af indre Organer kan nævnes hos Spidsmus og Markmus Tarmkanalens Længde i Forhold til Legemets; ligeledes er Halehvirvlernes Tal uensartet hos forskellige Individer. Hos tre Markmus er Galdeblæren funden meget forskelligt udviklet, og det an- tages, at den undertiden mangler. Man har truffet Giraffer, hvis Galdeblære manglede. Af to Hjorte, der hørte til samme Art, havde den ene ingen Galdeblære, medens en saadan fandtes hos den anden. Brysthvirv- lernes Antal er hos Mennesket 12, undertiden dog 13; hos Chimpansen er deres Antal 13, undertiden kun 12. Darwin fremhæver, at indenfor den samme Gruppe Krebsdyr er en Slægt (Cypridina) forsynet med Hjærte, medens to nærstaaende Slægter (Cypris og Cytherea) ikke besidder dette Organ. En Art af Cypridina har veludviklede Gæller, medens andre Arter ingen har. Ikke blot Dyrenes indre og ydre Organer varierer; det samme kan blive Tilfældet med deres Livsvaner. Efter hvad man kan skønne, er det Forandringen fra Naturskov til Kulturskov, der har medført Vildtets „Skræl- ning“ af Barken. Maaske er det Kulturskovens Ensartet- hed, dens Mangel paa Underskov, i det Hele dens Fattig- dom, der har drevet Vildtet til af Nød at æde Bark om Vinteren (Boas). Wallace omtaler Kea, en Papegøje, der bebor Bjærgstrækninger paa Nyseeland. Den tilhører de børstetungede Papegøjers Familie, og nærer sig af Blomster- honning og af de Insekter, der besøger Blomsterne, af og til tager den ogsaa Egnens Frugter og Bær. Saaledes var dens Levevis udelukkende, indtil Evropæerne havde bosat sig paa Øen. Ti da forandredes Kea til Kødæder. Forandringen begyndte med, at den pillede Kødstumperne af de udspilede Faareskind; efter nogen Tids Forløb be- gyndte den derpaa at angribe det Kød, der skulde ind- pakkes, og endelig gik den 1868 over til at angribe levende Faar. I Begyndelsen fandtes de med friske, blødende Saar paa Ryggen; men nu har Kea drevet det saa vidt, at den æder sig ind i det levende Faar lige til