Udviklingslære

87 af vore Kulturplanter og Husdyr. Alle de Forandringer i Bygningsmaaden, der optræder, hvor mange Individer bor sammen, maa, enten de er store eller smaa, betragtes som Livsbetingelsernes ubestemte Indvirkninger paa hver enkelt Organisme. Det er denne individuelle Varieringstilbøje- lighed, der af Weissmann fremstilles som den eneste For- klaring paa den organiske Omdannelse, og som han (1893) udtrykker saaledes: Variering skyldes en varig Indtræden af ringe Uligheder i Sædplasmets Ernæring. En nøjere Paavisning af de Forhold, under hvilke Variering opstaar, gennemføres sikrest for de laveste Oiga- nismers Vedkommende. Hertil sigtende Undersøgelser foretoges af Haeckel og er senere med Held førte videre af Bakteriologien. Man har paavist, at adskillige af disse Organismer, der udsættes for antiseptisk Paavirkning, i gradvis stigende Doser opnaar Evne til at leve og udvikle sig, selv under Paavirkninger, der vilde tilintetgøre Mulig- heden for Udvikling hos ikke akklimatiserede Organismer. Man har paavist, at en saadan Tillæmpelse eftei Omgivel- serne har arvelig Værdi. Varige Forandringer, dei skyldes gradvis Ændring af Livsbetingelserne, forekommer saavel med Hensyn til Organismernes Funktion som til deres Form. I Almindelighed foregaar Bakteriernes Tillæmpelse til Omgivelserne langsomt og gradvis; men det er paavist, at en forbigaaende fysisk Paavirkning kan fremkalde vaiige Tillæmpelser. Man har dernæst paavist tilsvarende F or- hold hos Husdyr og Kulturplanter; heller ikke hos dem er Organismens Tilstand uforanderlig; det er stedse en Fornyelses- og Udviklingstilstand. Afkommets Variering fører ikke altid fremad; den kan ogsaa føre tilbage til uheldige Nydannelser ellei til tidligere Udviklingstrin. Det vilde være utroligt, siger Darwin, at ikke mindre end 7 af Menneskets Muskler kunde komme til at ligne visse Abers, saatremt der ikke var et Slægtskabsforhold mellem dem. Men er der et saadant, da kan man ikke anføre nogen rimelig Grund imod den omtalte Lighed, saalidt som imod, at hos Hesten