Det første danske Industrimøde

32 Mangel paa Forstaaelse om en Seddelbanks Virksom- hed. I sin Naivitet tror den socialdemokratiske Ord- fører, at Udstedelsen af Pengesedler kun kræver de lil Trykningen af Sedlerne fornødne Maskiner. Ja, saa- ledes er det vistnok, at Bolschevikerne i Rusland laver Penge, men den Slags Pengesedler, der kun er fun- derede paa Pressen, har en forunderlig Evne til al tabe i Værdi. Under vor Krig i Begyndelsen af forrige Aarhundrede sank danske Pengesedlers Værdi til 1/i« af deres Paalydende. Værdiforringelsen for tle russiske Pengesedler turde være endnu større. Men for Bedøm- melsen af Forslaget har denne Folketingsmand Hans Nielsens Tale kun symptomatisk Værdi. Mere Inter- esse har det at mindes, at Nationalbankens Oktroj in- deholder en Bestemmelse, som er enestaaende i Dansk Lovgivning. Den forpligter nemlig Bankens Repræsen- tantskab, en Forpligtelse, der skærpes ved at afgives edeligt af hver enkelt Repræsentant, til ikke at følge Regeringens Ordre med Hensyn til Bankens Disposi- tioner. Der findes vist ikke noget andet Eksempel her i Landet paa, at man ved Lov har paalagt Statsborgere en Forpligtelse til at nægte at efterkomme Paalæg af Landets Regering. Og hvorfor har Oktrojen indført denne Bestemmelse? Ja, enhver, som kender vort Pen- gevæsens Historie for ca. 100 Aar siden, vil vide, at dette er sket, fordi Seddelmonopolet i Regeringens Haand den Gang førte Landet ind i Statsbankerotten, ganske som Bolschevikernes Besiddelse af den rus- siske Seddelpresse nu har ført Rusland ind i Seddel- falitten. At stille Forslag om Statens Overtagelse af Seddel- monopolet i Spidsen som det bedste Eksempel paa Vel- signelserne ved Statsmonopoler er kun muligt overfor Tilhørere, der hverken kender deres eget Lands Histo- rie eller kan vurdere, hvad der for Tiden foregaar i Udlandet. Det blev under Debatten i Rigsdagen med Rette fremhævet af Dr. Fraenkel, at af alle Monopoler er Statsmonopolet det sletteste. Saalænge Monopolet er paa privat Haand, er endnu Statskontrollen tilbage. Lovgivning og Administration kan sætte Grænser for Monopolets Udnyttelse og kan kontrollere det, men er Monopolet ført over paa selve Statsmagten, saa er Kontrollen borte. Til Belysning heraf vil det være til- strækkeligt at minde om de finansielle Virkninger af det københavnske Sporvejsmonopol paa privat Haand og i Kommunens Haand. At Konti’ollen svigter ved Statsmonopolet, bliver den naturlige Følge af det par- lamentariske System i sine Konsekvenser. Majoritets- partierne indsætter Ministeriet, men fra det Øjeblik, dette er sket, er det ikke længere Parlamentet, der be- hersker Regeringen, men Regeringen, der behersker Parlamentet. Et handledygtigt Ministerium kan fore- lægge Parlamentet sine Forslag og være sikker paa, al Majoriteten er nødt til at forsvare disse Forslag over- for Oppositionens Angreb. At Parlamentarismen saa- ledes ender i Autokratiet, kan ingen tvivle paa, der har vor egen nyeste Udvikling for Øje. Men hvis Statsmonopolet under et udpræget parla- mentarisk Styre saaledes unddraget sig den virkelige Kontrol, saa gælder dette i særlig Grad, naar Mono- polet omfatter en ren Erhvervsvirksomhed. Statsein- bedsmænd, maaske valgt efter politiske Hensyn, egner sig ikke til at lede Erhvervsvirksomheder. Lige saa fortræffelige Statseinbedsmændene kan være, naar det gælder Kontrol- eller Dommervirksomhed, lige saa uheldigt er de stillede, hvis de paa Statens Vegne skal drive Erhverv, fordi de ikke har den nødvendige Be- vægelsesfrihed, som Erhvervets rette Ledelse kræver. Statsmonopolet maa derfor føre til en uøkonomisk Ledelse, en Mangel paa Bevægelighed, der ikke tillader Virksomheden at foretage de hurtige Forandringer, som Nutidens hastige Tempo kræver. Resultatet heraf bliver først dyre Varer, siden daarlige Varer. Statsmonopolet gør endvidere en hel Industrigrens Funktionærer og Arbejdere til Vælgere, som af de- i’es Rigsdagsmænd eller deres Parti vil kræve Begun- stigelser. Det udvikler den politiske Funktionalisme under de uheldigst mulige Former. Og endelig aabner Statsmonopolet Adgangen til en administrativ Be- skatning af Forbrugerne, der unddrager sig enhver virkelig offentlig Kritik, og som til en vis Grad er uden Grænser. Der er maaske dem, der endda vil mene, at findes der industrielle Monopoler her i Landet, maa de dog helst være paa Statens Haand. Men hertil vil jeg sige, at industrielle Monopoler findes der ikke i Danmark, og industrielle Monopoler vil ikke kunne eksistere i Danmark. Dertil er det danske Marked for lille. Der fremstilles i de store industrielle Virksomheder her i Landet ikke en eneste Vai’e, som ikke maa møde Ver- densmarkedets Konkurrence paa Hjemmemarkedet, eller som kan unddrage sig Verdensmarkedets Kon- kurrence, fordi den før eller senere maa kunne opta- ge denne paa fremmede Markeder. Vi har store Sam- menslutninger her i Landet, de største har vi paa Landbrugsindustriens Omraade i Sammenslutninger- ne af Mejerier og Slagterier, men selv disse, som sy- nes nærmest ved Monopolet, maa finde sig i, at deres Priser bestemmes paa Verdensmarkedet. Der er da i Virkeligheden ingen som helst Grund til at indføre Statsmonopoler for at afløse Privatmo- nopolet. Det er da ogsaa øjensynligt, at der ved Be- handlingen af Monopolspørgsmaalene gør sig to Mo- tiver gældende af helt anden Art end Frygten for Misbrug af Privatmonopolet. Det ene Motiv, som har ført til Bestræbelserne for at indføre Tobaksmonopo- let, er utvivlsomt Ønsket om en bekvem Beskatnings- mekanisme, som tillader at drage næsten ubegrænsede Midler ind i Statskassen gennem Beskatning af To- baksrygerne. Det andet Motiv, som er ledende for So- cialdemokraterne, er Følelsen af Nødvendigheden af at realisere de socialdemokratiske Teorier, i Følge hvilke Produktionsmidlerne bør tilhøre Staten, d. v. s., at alle Erhverv skal administreres af Statens Em- bedsmænd. Men er end Motiverne forskellige, saa vil Virknin- gerne blive de samme. Statens Overtagelse af Er- hvervsvirksomhedernes Administration kan efter alle historiske Erfaringer kun føre til dei’es langsomme, men sikre Tilbagegang. Jeg føler mig overbevist om, al der om denne Sag kun er en Mening i Forsamlingen, og idet jeg tillader mig at stille Forslag om en Resolution, som forhaa-