Det første danske Industrimøde

36 forarbejdende Industrier. Hele Industrigrene er bleven ødelagt herved. Landet har øst ud af sine Raastofrig- domme i Stedet for selv at forbeholde sig disses For- arbejdelse og lade Udlandet købe de færdige Produk- ter, der vilde give mangedobbelt Arbejde og Indtægt til Landet. Der har været skrevet og talt i det uende- lige om Løsningen af dette Problem, Undersøgelser og Enqueter har været foranstaltet. Altsamnien forgæves. Dog var der efterhaanden opstaael Kræfter i Indu- strien selv, der virkede regulerende paa disse Misfor- hold. Det var paa den ene Side Tendensen til al ud- strække Grovindustriernes Syndikater til de højere Stadier i Produktionsprocessen, altsaa til al omfatte ogsaa de videreforarbejdende Industrier og Færdig- vareindustrierne. Som el saadanl Centralsyndikat var allerede Stahlwerksverband, der stiftedes 1904, tænkt, men mange praktiske Vanskeligheder har hidtil stillel sig i Vejen for saa omfattende Syndikater. Paa den an- den Side virkede de store Koncentrationer, som de sidste 10—15 Aar har set opstaa i lysk Industri, i samme Retning. Disse store Kæmpeforetagender, der spænder ligefra Kul- og Malmgruberne gennem Staal- værker, Valseværker o. s. v. til Maskinfabriker og Skibsværfter, har selvfølgelig ikke den ringeste In- teresse af al sælge deres Halvfabrikata lil lavere Pri- ser, end de selv maa kalkulere, og deres Fremvækst har derfor i høj Grad forøget den lyske Industris Konkurrenceevne. Men'hvad den tekniske Udvikling kun havde naael al indlede, det kan nu med ct Slag opnaas ved Han- delspolitikens Centralisering. Idel denne virker som et stort alle Industrigrene omfattende Eksportsyndi- kat kan den gennemføre en Politik, der lader Hoved- vægten ligge paa Eksporten af færdige Produkter, som den, der giver mest Indtægt til Landet som Hel- hed betragtet, medens Eksporten af Raastoffer og Halvfabrikata vil ske til de højeste Priser, Konkurren- ceforholdene paa nogen Maade tillader. Altsaa en fuld- stændig Kovending. Og skulde ved denne Politik nogle videreforarbej- dende Industrier i Udlandet forsvinde som Følge af Indsnævringen af den Margin, de herved faar at ar- bejde under, naa, ja saa kan vedkommende Land jo uden Skade købe sine hidtil selvfremstillede Varer i »Ausfuhrstelle« for Færdigvarer — hvis Pris det da vilde være utidig Generositet ikke at forhøje i passen- de Grad! Delte er i faa Ord, hvad en Centralisering af Tysk- lands Eksportpolitik kan medføre. Hvad en »Nationalisering« efter disse Linier af den lyske Industrieksport vilde være værd for Tysklands Økonomi, kan oplyses med nogle faa Tal, der i sig selv overflødiggør alle videre Eksempler. For ca. 10 Aar siden formede den tyske Jernindu- strieksport sig saaledes: Raajern: i Tons 500,000, i Mark 26 Mill. Halvfabrikata: i Tons 472,000, i Mark 36 Mill. Læg Mærke lil Stigningen i Værdien allerede her! Valseværksprodukter: i Tons 1,8 Mill., ca. S1^ Gan- ge mere end Raajern; i Mark 205 Mill. — ca. 8 Gange mere end Raajern. Jernvarer og Støberiprodukter: i Tons 518,000, alt- saa omtrent som Raajern; i Mark 300 Mill., ca. 12 Gange mere end Raajern, og endelig for de finere Færdigvarer: Maskiner o. 1. i Tons ca. 300,000, i Mark ca. 275 Mill. Hvilken Eksport, der giver den største nalionaløko- nomiske Indtægt, kan vanskeligt belyses bedre. Me- dens hver 1000 Tons eksporteret Raajern gav ca. 50,000 Mark, gav hver 1000 Tons eksporleret Færdig- vare næsten 1 Mill. Mark. Betydningen af den inden- landske Forædlingsvirksomhed ligger klar. Maalet for en centraliseret Eksportpolitik ligedan. Det vil herefter ikke blive Raastoffer, Kul og Halvfabrikata, der eksportpræmieres, men Færdigvarer! Selv om nu denne Fremstilling indenfor et Fore- drags begrænsede Rammer maa blive stærkt skema- tisk, saa tror jeg ikke, nogen vil være uenig med mig i, at der for vor Industri ligger en meget alvorlig Fare i en fortsat Centralisering af lysk Økonomi. Thi hvor bliver Fortjenesten, naar man maa købe sine Materialer dyrt og for sine færdige Varer faa Priser dikteret af en maalbevidst og storstilet anlagt Kon- kurrence? Del maa erindres, at Forholdene gør det nødvendigt for Tyskland at forcere en Eksport frem for at betale sit store Behov af Tilførsler. Al de neu- trale aabne Markeder vil faa denne Eksportpolitik al føle, er der lige saa lidt Tvivl om. Uheldigvis for dis- se neutrale Nabolande mangler nu de fleste af dem tilstrækkelige Raastoffer til al kunne møde en cen- tralisere! Eksportpolitik Ira de sjore Industrimagter ved helt al undvære Tilførsler fra disse. Som bekendt gælder dette desværre i særlig Grad vore egne For- hold. Heldigvis er del dog samtidig saaledes, at selv en udprægel Forædlingsindustri som vor beror paa man- ge andre Faktorer end Materialemomenterne, saale- des paa immaterielle Faktorer som f. Eks. teknisk og kommerciel Dygtighed, der jo heldigvis ikke lader sig monopolisere. Paa samme Maade kan fremhæves Betydningen af industriel Specialisering, hvorved man ligesom ved Højforædlingsvirksomhed trænger Male- rialespørgsmaalet ned i underordnet Plan. Ogsaa maa nævnes, al Kul, Jern, Halvfabrikata og andre vigtige industrielle Grundmaterialer jo ogsaa kan faas andre Sieder fra end Tyskland. Jeg har her kun draget et enkeil af de økonomiske Problemer frem, der maa ventes al møde os efter Kri- gen. Og selv om det er gjorl i meget korle Træk, saa tror jeg dog, al dets Fremstilling er nok lil at vise, al der tiltrænges Undersøgelse baade med Hensyn lil delle specielle Spørgsmaal og selve Hovedproblemet, der maa blive den Kendsgerning, al Raastof- og Ma- terialeproblemet vil møde os i forandret Skikkelse ef- ler denne Krig. Herfra maa de fornødne Undersøgel- ser gaa ud, og del vil ganske sikkert hurtigt vise sig, at denne Ændring vil stille meget store Krav til el økonomisk Revisionsarbejde. Del, der maa siaa som vort Maal, maa blive, al ogsaa vi med de Midler, der nu en Gang staar lil vor Raadighed eller kan frigøres dertil, maalbevidst fører vore Produktioner til Grun-