Det første danske Industrimøde

35 ter al bevidne sin Iver for snarest al ophæve de mest trykkende Baand. Og sikkert vil det ogsaa ske indad- til, hvor Lettelser af mange Grunde saa sandt vil være paakrævet. Men udadtil, i det handelspolitiske Forhold til andre Stater, inklusive smaa neutrale Nabolande, hvorledes vil Forholdene stille sig der? Ja, her gør man vistnok klogest i at vente noget min- dre Hensyntagen. Bedre end selv al bære Krigens for- færdelige Byrder vil det jo i alt Fald være at søge dem væltet over paa andre, og hertil er intet bedre egnet end Handelspolitiken, og i Handelspolitiken atter intet System bedre end Krigens velprøvede Centraliserings- system. Vi, der selv har ladet vore indenrigsministe- rielle Dyrtidsforanstaltninger f. Eks. paa Smørforsy- ningsomraadet bære af Eksportpriserne, maa kunne se dette i Øjnene. Saa sandt Landene derfor gaar økono- misk svækkede ud af denne Krig — og tør nogen egentlig gøre sig en Forestilling om, hvor svækkede de i Virkeligheden vil gaa ud deraf? — vil Parolen gælde ikke mindre efter end under Krigen: Fremme af den mest indtægtgivende Eksport, set for Landet som Hel- hed, allsaa helst færdige Varer, enten ved Forcering af Kvanta eller — hvor del paa nogen Maade lader sig gøre af Konkurrencehensyn — af Priser eller begge Dele, Regulering af Importen navnlig med det Maal for Øje ikke gennem frit konkurrerende Indkøb al sætte Priserne for Tilførsler op for sig selv. »Zentral- einkaufs «-Tanken vil ikke foreløbig forsvinde. Baade finansielle Hensyn og Nødvendigheden af al skaffe størst mulig national Arbejdslejlighed vil m e d- v i r k e hertil. De store Systemer, der er organiseret under Krigen, gør del muligt. Enhver vil søge al faa del mest mulige ud af sine Resurcer baade indadtil og udadtil. Saaledes er der da al mulig Anledning til at tro, al det, der nu betegnes som en »Afvikling«, det vil blive mere end det, det vil blive en Fortsættelse. Det Land, der da under denne Udvikling vil have større Trang for monopolaglige Varer, end det kan tilbyde af slige, eller sagt med andre Ord er det relativt fattigste paa Raamaterialer, maa derfor være forberedt paa stren- ge Tider. Det skal ikke her forsøges at udrede, hvad en saa- dan Omlægning baade af Verdenshandelens Taktik og Teknik vil betyde for vor samlede Økonomi. Et gan- ske andet Materiale maalte da slaa til vor Raadighed, et Materiale, som jeg er bange for slet ikke eksisterer, skønt det i høj Grad var ønskeligt, om del eksisterede. Vi skal kun som et Udsnit af det hele Syslem søge al kasle Lys over el enkelt af de Problemer, vi vil mø- de. Jeg behøver ikke i denne Kreds al dvæle længe ved, hvor stærkt interesseret store Dele af dansk Industri er i Tilførslerne fra Tyskland af Raamaterialer, Halv- fabrikata og Produktionsmidler. Det ligger i Sagens Natur, al vor Industri — f. Eks. hele vor store Jern- og Maskinindustri -— har maattet udvikle sig som en specifik Forædlingsindustri. Det er jo overhovedet paa Forædlingsmarginen, vi har været henvist til al (jene vore Penge, for med vor Økonomi at kunne ho- norere Landets Befolkningstilvækst og navnlig Be- folkningens jo ikke ganske lavtstemte Fordringer om Livsvilkaar. Endog vort saakaldte naturlige Hoved- erhverv, Landbruget, har jo i Virkeligheden været Forædlingsindustri og kan kun naa sin fulde og nød- vendige Udfoldelse som saadan. Det mærker vi jo des- værre nu. Ogsaa vort Kraft- og Brændselsspørgsmaal er et Kapitel i samme Stil. Det har været el Hovedkende ved det Organisa- tionssystem, der før Krigen beherskede tysk Industri- politik, at de dominerende Karteller og Syndikater særlig fandtes i Montan- og Grovindustrierne, — nem- lig de, der tilvirker Masseprodukterne i de første gro- ve Stadier, paa Tysk kaldet Schwerindustrie, — un- der Indtryk af Krigens Stemning i dansk Avis-Tele- gram Sprog døbt »Sværindustri«, med og uden »d« efter Behag. For at fremme en hastig Udvikling i kæmpemæssig Produktionsstil med tilhørende Nedsæt- telse af Produktionsomkostningerne pr. Enhed har disse Syndikater: Kullets, Raajernets, Staalets og de grove Halvfabrikatas Beherskere, holdt en ganske be- stemt Prispolitik i de sidste 15—20 Aar; de har i Tyskland holdt stabile og høje Priser, delvis i Ly af Toldbeskyttelsen, men paa Eksportmarkederne solgt væk til Priser, der ofte knapt dækkede Fabrikations- omkostningerne og for store Artiklers Vedkommende normalt har ligget baade 20, 30 og 50 pCt. under de lyske Priser, blot for al øge Afsætningen. At delle System ikke har været til Gavn for de tyske Virksom- heder, der skulde arbejde videre med de syndikerede Materialer, siger sig selv. Derimod har de tilsvarende Industrier i Udlandet draget Fordel af de billige lyske Materialer. Belgien, Holland, Skandinavien, ja end- og Kul- og Jernlandet England, har i stor Maalestok bygget deres videreforarbéjdende Industrier herpaa. Engelske Værfter har lukreret af billige tyske Plader til deres Skibe, ja man har Eksempler paa, hvorledes det har kunnet lønne sig for tyske Videreforarbejdere al købe tyske Materialer i Holland eller andetsteds til de lavere lyske Eksportpriser og betale baade Fragt og Told for at faa dem tilbage lil Tyskland. Skønt del var en Omvej, har det ligefuldt vist sig al være billi- gere end al faa dem direkte fra Syndikatværket paa den anden Side af Gaden! Midlerne til at opretholde denne Prispolitik var el System af Præmier, som af Syndikaterne ydedes til Fremme af Eksportsalget. Udgifterne herved fordelles paa Indlandssalget. Hvorledes det virkede i Praksis kan belyses med et Par Eksempler. Paa el givel Tids- punkt kostede tyske Kul 18,50 Mark pr. Ton i Tysk- land, medens de i Østrig solgtes for 8,80 Mark. Paa samme Maade maalle de tyske Forbrugere betale 84 Mark pr. Ton Raajern, medens det tyske Raajerns- kartel solgte i Udlandet til 58 Mark pr. Ton. Valse- Iraad solgtes i Tyskland for 90 Mark pr. Ton, medens Udlandet takket være det hele System med Eksporl- præmier o. s. v. fik dette vigtige Halvfabrikat for 72 Mark pr. Ton. I lang Tid har delle Forhold, hvorved den lyske Eksport af færdige Varer saa aabenlyst skadedes, væ- ret en Torn i Øjet paa tyske Nationaløkonomer, paa Regeringen og navnlig selvfølgelig paa de tyske videre-