Det Danske Petroleums Aktieselskab
1889 - 1914

Man maatte for efterliaanden at faa opsamlet en tilstrækkelig Vandmængde opkaste Jorddæmninger, disse blev derefter af og til, alle paa een Gang, gennemstukne paa et givet Signal — saa var der 2 å 3 Timer tilstrækkelig Vand til Flodfarten, og i Al- mindelighed laa derfor en hel lille Flotille af Lægterbaade og af- ventede dette gunstige Øjeblik. I Regntiden kunde der paa denne Maade sejles 2 Gange om Ugen, men ellers kun om Fredagen. Saa snart Signalet til Affart blev givet, opstod der under disse Omstændigheder en saadan Trængsel, Forvirring og Ophidselse, at mangen Gang store Dele af de kostbare Ladninger gik tabt, saa meget mere som Baadene i Reglen var overlastede og laa tæt sammenstu vede. Da Benyttelsen af Vandvejen herved blev særdeles vanskelig og omstændelig, kom Befordringen med Vogne til at spille den største Rolle. Men selvfølgelig var denne endnu dyrere og i mange Maa- der ikke mindre besværlig. De i Hast nyanlagte Veje var ved slet Vejr bundløse, ja ofte ligefrem ikke til at komme igennem. Stund- om sad, bogstavelig talt, en hel Mil lang Vogn efter Vogn saa fast i Dynd og Snavs, at de ligefrem maatte graves ud deraf. Derfor skete det hyppig, at Kuskene for at komme videre ikke tog i Be- tænkning at lette Læsset ved at kaste en Del af Tønderne bort — Tønder, livis Indhold tit kostede 5 å 8 $. En Samtidig berettede herom: „De stakkels Trækdyr, Æslerne, blev mishandlede paa det afskyeligste; mange Gange styrtede de udmattede om af Overanstrængelse og døde en elendig Død. Fragt- folkene var saa overbeviste om deres Uundværlighed, at deres Uforskammethed og Fordringsfuld hed ikke kendte nogen Grænse. Ikke blot tog de en Takst af 2—4 $ pr. Td., saa at Transportomkost- ningerne hurtig kom til at overstige Produktionsomkostningerne, men desuden forlangte de Ekstrabetaling, hver Gang Vejene var slette, hvad der naturligvis stadig gav Anledning til overdrevne For- 22