Det Danske Petroleums Aktieselskab
1889 - 1914

og fandt først Sindsro i den Betragtning, at han jo dog saa kunde afvikle Forretningen og give sig til at være Landmand, hvortil hans Hu altid havde staaet. Men heldigvis mødte han, umiddel- bart efter saaledes at have opgivet Ævret, en Forretnings ven, H. G. ÄV orm, som straks med ilter Energi afviste enhver Tanke om „Desertation“ — Johannes skulde blot tage fat igen og holde ud, saa skulde nok Lykken tilsidst blive tvungen til at give ham Handsel! Johs. Holm saa i dette Møde et Skæbne-Træf, følte Ven- nens Tale som en ildnende Opmuntring, for ikke at sige Opstram- ning — kastede resolut alt Mismod over Bord og tog fat paa For- retningens Genoprejsning med en saadan Sejhed og Styrke, at den fra nu af ligefrem blomstrede under hans Hænder. Men paapasselig som en Smed var han ogsaa fra Gry til Kvæld. Før Fanden fik Sko paa, bruste Johs. Holm om Morgenen tidlig som en brummende Stormvind gennem hele det gamle Købmands- hus for at torne Karle, Piger og Lærlinge ud af Sengene — saa var han oppe paa Loftskamrene og dunkede paa Dørene med Skaftet af sin Ridepisk før sit første Dagridt, saa var han i næste Øjeblik nede i Stalden for at paase, at Hestene blev striglede og fodrede. Selv foregik han altid med det bedst mulige Eksempel paa utrætte- lig Flid og Omhu, var altid den første paa Kontoret og den sidste, som gik derfra. Helt op i sin høje Alderdom blev han ved at være af den gode, gamle Skole: stolt af sin Stand, men samtidig spartansk i sin Leve- vis, paa een Gang myndig-selvbevidst og personlig fordringsløs. Da han var en Hader af Tidsspilde, Sladder, Omsvøb og al over- flødig Talen kunde han let blive ordkarrig, ja endog mut og barsk; men der var altid en vis Værdighed over hans Væsen, gennem- trængt som det var af correctness ud til Fingerspidserne. Var der ligesom noget tilmuret over hans Fremtoning, saa røbecl’ dog hans store Trofasthed i alle Livets Forhold noksom den Hjærtevarme, 85