Skønhed i Hjemmet
Bohave og Udsmykning I

Broderiet er udført af Frøken C. Lindgren, Stockholm. Udstillet og prisbelønnet paa Verdensudstillingen i Paris 1855. Nordiska Museet i Stockholm. Der var engang en Afholdsprædikant, som paa sine Rejser altid førte et meget for- drukkent og ødelagt Individ omkring med sig; naar han saa havde naaet det afgørende Punkt i Foredraget, hørte man ham raabe: »Kom saa lidt ind, Rasmussen«, og Hr. Rasmussen blev da præsenteret for Auditoriet som det afskrækkende Eksempel paa Drukkenskabens frygtelige Følger. Det vilde ikke være vanskeligt at fylde flere Bind med deslige afskrækkende Eksempler fra Bohavets Verden, Eksempler hentede fra de besynderlige Afveje, ad hvilke Smagen i i Aarevis bevægede sig. Jeg vil imidlertid nøjes med ovenstaaende notable Møblement, der ansaas for det ypperste A. D. 1855. Det kunde naturligvis have været meget værre; man forarges ikke saa meget, som man morer sig, thi dets monstrøse Blomster vil altid frem- kalde et muntert Smil, om ikke en hjertelig Latter. Man forstaar saa godt, at William Morris ved et Besøg paa en omtrent samtidig Udstilling (London 1851) satte sig paa en Stol lige ved Indgangen og nægtede at gaa videre: det var altsammen »saa vidunderlig grimt.« Som Mark Twain sagde: »One can make the house a palace of sham, or one can make it a home — a refuge?« — Men hvorfra kom al denne »vidunderlige Grimhed«, der som et giftigt Ukrudt vældede op afjorden? Hvem saaede al denne onde Sæd, og hvor var de gode Urtegaardsmænd, der skulde dyrke og værne om Havens Blom- ster og rense Bedene for Ukrudtet? Et af vore største Snedkerfirmaer spurgte mig, om jeg ikke agtede at bringe nogle flere »afskræk- kende Exempler«, isaafald stod deres Arkiv til min Disposition. Det indeholdt i Virkelig- heden Ting, der fortrinligt egnede sig til at anvendes i denne Forbindelse, og navnlig var der en Samling af udmærket grimme Stole. De var tegnede af celebre Kunstnere og havde rimeligvis ogsaa faaet Præmie paa en eller anden stor Udstilling. Vi er jo ingenlunde »ude af Skoven» endnu, men de gode Urtegaardsmænd er vaagnede og vil nok lidt efter lidt faa Bugt med Ukrud- tet, skønt det har den kedsommelige Vane, at det, som man siger, saar sig selv, noget de ædlere Planter synes at have ondt ved. — 93 —