Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 101 skammer sig over sig selv. Naar man første Gang ser den, fristes man til- at udbryde: Det maa være en slet udstoppet Fugl, der er flygtet fra et Musæum og paa ny er blevet levende. ... De forskellige høje Toner, den udstøder, er lige saa besynderlige som dens hele Udseende. Den skal bygge sin Rede i en dyb Hule under Jorden. Jeg skød flere, og den meget muskuløse Mave indeholdt Biller, Plantetrevler og Smaasten. Ved Benenes Længde, Skrabe-fødderne og Næseborenes Hudbedækning synes denne Fugl at dannne Overgangen mellem Drosler og Hønsefugle.« De sydamerikanske Pottemagerfugle (Furnarius) udmærker sig ved den højst mærkværdige Rede, efter hvilken Slægten har faaet Navn. Den adskiller sig fra alle andre Fugles Bolig og har derfor bestandig tildraget sig saavel de Indfødtes som de Rejsendes Opmærksomhed. Saaledes fortæller Burmeister: »Naar man har overskredet de høje Bjærgkæder i Brasilien, ved hvilke den skovrige Kyststrækning adskilles fra de indre Campossletter, og rider ned i Rio das Velhas Dalen, ser man overalt ved Vejen i høje, en-keltstaaende Træer ved Siden af Kolonisternes Huse store, melon-formede Lerklumper, som er anbragte paa armtykke, vandrette Grene, og som oventil danner en regelmæssig Hvælving. Ved første Øjekast har disse Lerklumper noget overraskende ved sig. Man anser dem i Begyndelsen for Termitboliger, skønt den indbyrdes Lighed i Form og Størrelse taler derimod; men naar man først har opdaget det store, ovale Indgangshul paa den ene Side og maa-ske oven i Købet set en lille, rødgul Fugl smutte ud og ind, saa begriber man, at den sælsomme Bygning er en Fuglerede. Den er ogsaa virkelig et Værk af Pottemagerfuglen, som enhver Brasilianer kender under Navn af »Lerhans« (Joäo de Barro) og betragter med en særlig Velvilje.« Pottemagerfuglen eller Ovnfuglen (Furnarius rufus) findes bestandig parvis; sædvanligvis sidder begge Mager paa et Hus eller Træ og lader deres besynderlige, skrigende Stemme høre paa én Gang, men paa forskellig Maade, idet Hannen skriger hurtigere, og Hunnen betydelig langsommere og en Terts dybere. Naar man staar stille og taler med en, begynder Pottemagerfuglene straks at skrige. De er alt andet end sky og nærmer sig med en paafaldende Dristighed, da der overalt fredes om dem. I Brasilianernes Øjne gælder Pottemagerfuglen for en hellig Fugl, fordi den »aldrig arbejder om Søndagen og altid vender Indgangshullet paa sin Rede mod Øst« Reden selv er virkelig beundringsværdig. Den bygges af begge Mager, der henter Stoffet fra de lerede Veje, som netop i Begyndelsen af Yngletiden er opblødte af de første Regnskyl. Fuglene danner runde Smaaklumper som Geværkugler af Leret og bærer dem op til det Sted, hvor de bygger, for der at udbrede Leret