Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 107 Vinger, naar den vil flyve ned i en dyb Kløft. Overfor andre levende Væsener viser den stor Forsigtighed, og Mennesket skyer den endnu ængsteligere end Dyrene. Den træffes aldrig i Flok, men kun parvis, og naar to Hanner mødes, kommer de øjeblikkelig i den heftigste Strid og jager hinanden omkring i Krattet. Under rask Løb holder Lyrehalen sig som en Fasan med Legemet fremadbøjet og Halen sammenlagt og lige udstrakt efter sig. I Yngletiden kan disse Fugle ses trippe om paa runde Smaahøje, som de selv skraber sammen, og hvor de indtager lige saa pudsige Stillinger som en skogrende Urhane, idet de holder Halen i Vejret og udbreder den paa det skønneste, medens de udtrykker deres Følelser ved forskellige Toner, der som Regel er tillærte. »Denne Fugl,« siger Becher, »besidder maaske den største Gave til at efterligne Toner af alle Slags. I Gippiland, nær ved det sydlige Affald af de australske Alper, ligger der en Savmølle. Der høres der, naar alt er stille om Søndagen, i nogen Afstand i Skoven Hundeglam, menneskelig Latter, Sang, Kvidren som af mange Fugle, Børneskrig, og imellem alt dette den bekendte, øresønderrivende Lyd, som opstaar, naar man filer en Sav. Alle disse Toner og Lyde frembringes af en og samme Lyrehale, som har sin Hvileplads ikke langt fra Savmøllen.« Hen-imod Rugetiden fordobles Lyrehalens Lyst til at lade sin Stemme høre, og den er da, ligesom Spottefuglen i Amerika, ligesaa god som en hel Hær af Sangfugle. Næringen bestaar for Størstedelen af Insekter og Orme; man har især fundet Tusindben, Biller og Snegle i Maven paa skudte Eksemplarer. Reden findes sædvanligvis imellem tætstaaende, unge Træstammer, der tilsammen danner en Tragt, og den ser paa Afstand ud som et Knippe tørre Grene. Indgangshullet er paa Siden. Hunnen siges at gaa baglænds ind med Halen lagt op over Ryggen. Lyrehalen lægger blot et eneste Æg, der er saa stort som et Andeæg.