Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

112 DYRENES LIV især naar den er vred, langsomt fremefter, vender Øjnene og bevæger Struben som en Frø under en sælsom, dump Lyd. Naar man vil tage den i Haanden, gør den en saa besynderlig Figur, at Enhver, som aldrig har set den før, forbavses, om ikke forskrækkes. Med rejst Top og halvlukkede Øjne udstrækker den Halsen paafaldende langt og snor den ganske langsomt som en Slange, saa at Hovedet flere Gange drejes rundt, hvorved Næbet snart kommer til at vende fremad og snart bagtil.« Uden Tvivl vil Fuglen derved forskrække sine Angriber; men forøvrigt stoler den paa sine godt beskyttende Dækfarver. Dens Føde bestaar af Larver, Kaalorme og Pupper, samt fremfor alt af Myrer, hvilke sidste den bemægtiger sig paa Myreslugernes Vis, idet den stikker sin lange, ormformede, klæbrige Tunge ned i Ridser og Aabninger paa Myretuer og venter, indtil den er fuld af Myrer, for derpaa med et pludseligt Ryk at drage hele Ladningen ind i Næbet. Puppen spidder den paa Spidsen af Tungen. Reden, der anbringes i hule Træer, fortjener næppe dette Navn, da den kun bestaar af et løst Underlag af Mos, Haar og Uld. Æggene, 7—11 i Tal, er glinsende hvide, runde og tyndskallede. Hunnen ruger saa godt som alene i omtrent 14 Dage. * * ❖ De sydamerikanske Tukaner eller Peberfugle (Rhamphastidae) kendes let paa deres uforholdsmæssig store Næb, der er tre Gange længere end Hovedet, tyndt som Papir og indvendig hult. Dets Masse er opfyldt med en Mængde Smaaceller, og det er derfor overmaade let. Den hornagtige og flade Tunge er paa Siderne trevlet, saa at den ligner en Fjer. Næst efter Papegøjerne er Tukanerne de almindeligste Fugle i de brasilianske Skove, hvor de færdes enkeltvis eller i Smaaflokke. De lever især af saftige Frugter, men er dog nærmest altædende. Fangne Eksemplarer snapper idetmindste alt, hvad der er blødt nok til at kunne siuges helt, efter at de med deres lange, svage Næb har kastet det i Vejret og atter grebet det for at bringe det i en bekvem Stilling. I vild Tilstand siges Tukanerne ogsaa, klaprende med Næbet at jage gamle Fugle fra Rederne for at fortære Æg og Unger, hvilke de med deres Næb tager ud af hule Træer. Flugten er høj og gaar ofte over lange Strækninger, altid i store, flade Buer. I Fangenskab bliver de meget tamme og lægger en overraskende Klogskab og Behændighed for Dagen. Naar de sover, lader de Fjerene paa Bugen gaa ned over deres Fødder og holder Næbet lige ned for sig eller stikker det ind under Fjerene paa Ryggen; Halen staar da lige i Vejret, og i det hele bevæges Styrefjerene ofte op og ned paa en ejendommelig Maade, som om de var forbundne med Kroppen ved et Hængsel. Kødet spises, og af de prægtige Tukanhalse bruges Skindet til Besætning paa Klæder o. s. v,