Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

114 DYRENES LIV »Blandt de mange tamme Dyr, jeg fandt, havde jeg navnlig megen Fornøjelse af en tam Peberfugl, som havde gjort sig til uindskrænket Herre ikke alene over alt Fjerkræet, men ogsaa over større og mindre Pattedyr, deriblandt endog en Næsebjørn. Opstod der et Slagsmaal imellem de tamme Trompeterfugle og Hokoerne, Jakuerne eller andre Hønsefugle, saa løb de ufortøvet fra hverandre, saasnart den kraftige Tukan lod sig se. Ja, dens Herskesyge gik saa vidt, at den ubarmhjertig lod enhver fremmed Hund, som kom dertil med Indianerne fra Omegnen, gøre føleligt Bekendtskab med sit Næb, idet den huggede den og jog den rundt i Landsbyen. De pinte Undersaatter blev dog, samme Dag, som jeg rejste, befriede fra deres Plageaand. En stor, fremmed Hund satte sig nemlig ganske rolig i Besiddelse af nogle henkastede Ben, uden at spørge Tukanen om Tilladelse. Denne sprang straks ned paa den Frække og huggede den nogle Gange i Hovedet. Den revsede Hund begyndte at knurre, og da Fuglen ikke ændsede det, men vedblev at hamre løs paa den med sit vældige Næb, vendte Hunden sig pludselig om og bed Tukanen i Hovedet, saa at den kort öfter døde.« Bates fortæller om en tam Peberfugl, at den snart lærte Spiseværelset og Spisetiderne at kende og regelmæssigt deltog i alle Maaltider. Da den blev altfor nærgaaende, satte man den i et Gaardsrum, der var omgivet med en høj Mur, men den klatrede over Muren og indfandt sig punktlig ligesom tidligere. En Dag, da den spadserede udenfor Døren, blev den stjaalen, og Bates ansaa den allerede for tabt; men to Dage efter gav den Møde i Spisetiden; — den var lykkeligt sluppet bort fra en uretmæssig Besidder. Honninggøge (Indicator) er Navnet paa nogle gøgelignende Fugle, der, paa to sydasiatiske Arter nær, alle lever i Afrika, hvor de opholder sig parvis i skovrige Egne og gærne lader deres velklingende Stemme høre. Af alle afrikanske Fugle hører de til de mest yndede, og i de Egne, hvor de har hjemme, kendes de af enhver. De har den Ejendommelighed, at de, saasnart de opdager noget ualmindeligt, søger at meddele det til andre Dyr, men fremfor alt til Mennesket, idet de nærmer sig med paafaldende Dristighed og ved Skrig og de sælsomste Lader opfordrer til at følge med. Dog mener Sparmann, at det er af Egennytte, at Honninggøgen fører Mennesket hen til Birederne; »thi«, siger han, »Honning og Bilarver er dens kæreste Føde, og den véd, at der ved en Plyndring af Birederne altid falder noget af til den, eller at man forsætlig efterlader den noget som Belønning«. Mod Biernes Stik er denne Fugl vel beskyttet, da dens Hud er saa haard, at deres Braad ikke kan trænge igennem den. De sydafrikanske Honninggøge anbringer deres Æg i Tornskaders, Spætters eller Pirolers Reder. Hunnen lægger sit glinsende hvide