Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SKRIGEFUGLENE 115 Æg paa Jorden og bærer det derpaa i Næbet hen til den fremmede Rede, efter at den først har kastet et Æg ud af denne. »Af alle levende Væsener er Kolibrierne (Trochilidae) de smukkeste i Form og de prægtigste i Farve. De Ædelstene og Metaller, som tildels har vor Kunst at takke for deres Glans, kan ikke sammenlignes med disse naturlige Juveler. Lethed, Hurtighed, Behændighed og rig Farvepragt, — alt er blevet Naturens lille Yndling til Del. Kolibrien bebor kun de Egne, i hvilke Blomsterne uophørlig fornyes, thi de Arler. der om Sommeren kommer ind i det tempererede Klima, bliver der ikke længe. De synes at følge Solen, at gaa frem og tilbage med den og at vandre paa Zephyrvinger i Følge med et evigtForaar.« Saa-ledes har Buffon udtalt sig i sit maleriske Sprog, men alle senere Naturforskere, og det selv de mest prosaiske, har delt hans Henrykkelse over disse Pragtfugle. »Hvemmaa vel,« spørger Au-dubon, »ikke standse, fortabt i Beundring, naar Kolibrier (Pragtalfer) ved deres Rede. han for første Gang ser en af disse indtagende Smaaskabninger fare summende gennem Luften, holde sig svævende paa ét Sted som ved Trylleri eller ogsaa flyve fra Blomst til Blomst, glimrende som et Stykke Regnbue eller med andre Ord lige saa straalende som Lyset selv.« — »Kolibrien,« siger Waterton, »er den sande Paradisfugl. Man ser den flyve afsted gennem Luften med Tankens Hurtighed. Nu er den en Armslængde fra Ens Ansigt, i samme Øjeblik er den forsvunden, og i det næste leger den om Knopper og Blomster. Snart ligner den en Rubin, snart en Topas, snart en Smaragd og snart funklende Guld.« — »Der gives ingen smukkere farvet, sirligere bygget og talrigere Fugleslægt paa Jorden,« skriver