Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

120 DYRENES LIV lagttagelsei. Englænderen Gosse gjorde forgæves Forsøg paa at bringe Kolibrier levende til Europa. Af hans udmærkede Iagttagelser over fangne Kolibrier i Amerika skal vi gengive følgende: »Mange af disse Fugle blev fangne af mig og mine Tjenere ved Hjælp af et sædvanligt Sommerfuglenæt. Naar vi holdt Nættet beredt til at fange dem, fløj de ofte ikke af Stedet, men kom tværtimod nærmere og gjorde lang Hals for at betragte dette Redskab. Men mærkeligt nok døde de fleste af de saa let fangede Smaafugle, inden vi kom hjem, skønt de slet ikke var beskadigede, og de, der tilsyneladende i bedste Velbefindende kom hjem, døde regelmæssig den følgende Dag. Først satte jeg de frisk fangede i Bur; men de gik tiltrods for al Forsigtighed regelmæssig til Grunde. De faldt pludselig ned paa Bunden af Buret og laa ubevægelige med lukkede Øjne. Tog man en af dem i Haanden, syntes den at leve op for nogle faa Øjeblikke; den drejede da Hovedet eller rystede det som under store Smerter, udbredte Vingerne, aabnede Øjnene, rejste Fjerene paa Brystet og døde uden nogen Krampetrækning. — I Efteraaret fik jeg to unge Hanner, som jeg lod flyve frit om i mit Arbejdsværelse, hvis Døre og Viduer jeg havde spærret. De var livlige, men ikke vilde, viste Lyst til at lege og var saa fortrolige mod mig, at de f. Eks. af og til uden videre satte sig paa en af mine Fingre. Naar jeg bragte Blomster ind til dem, gennemsøgte de dem, medens jeg endnu holdt dem i Haanden. Skønt de ofte nærmede sig Vinduerne, stødte de dog aldrig mod Ruderne. Efter nogen Tids Forløb faldt den ene pludselig til Jorden i en Krog og døde. Den anden bevarede sin Livlighed. Da jeg frygtede for, at Blomsterne skulde være udtømte, fyldte jeg et Glas med Sukkervand og stak en Pennepose, paa hvilken jeg havde anbragt en nedentil afskaaret Blomst, igennem Proppen. Fuglen kom øjeblikkelig flyvende og sugede Penneposen tom. Den lærte endnu samme Dag denne at kende, selv om den ikke var prydet med nogen Blomst. Den følgende Morgen fløj den uheldigvis til min store Ærgrelse bort igennem en aaben Dør. »Tre Hanner, som var bievne fangede i April, gjorde sig øjeblikkelig fortrolig med deres nye Bolig. Den ene fandt snart et Glas Sukkervand og sugede gentagne Gange deraf. En døde; de andre blev saa tamme, at den ene, endnu inden Dagen var tilende, fløj mig ind i Ansigtet, satte sig paa mine Læber eller min Hage, stak sit Næb ind i Munden og sugede mit Spyt. Tilsidst blev den .ligefrem altfor nærgaaende; den stak sin langt udstrækkelige Tunge helt ind i min Mund, snart op imellem Tænderne og Kinden, og snart ind under Tungen o. s. v. Naar jeg vilde belønne den, tog jeg lidt Sukker i Munden og kaldte paa den med en svag Lyd, som den snart lærte at forstaa. . . . Hver af disse to Kolibrier valgte en bestemt Plads paa de Snore, der var trukne tværs over Værelset °g søgte bestandig tilbage dertil. Den dristigste af mine Smaafanger angreb ofte sin mere fredelige Kammerat, som altid trak sig tilbage.